Afslører ny bog om bin Laden-drabet for meget?
En kommende bog om al-Qaeda-lederens død har en lille måned inden sin udgivelse skabt debat blandt amerikanske sikkerhedsmyndigheder.
En kommende bog om al-Qaeda-lederens død har en lille måned inden sin udgivelse skabt debat blandt amerikanske sikkerhedsmyndigheder.
USA: En tidligere topsoldat fra den amerikanske specialstyrke Navy SEALs er raget uklar med en række tidligere kolleger og landets myndigheder, efter det er kommet frem, at hans kommende bog vil afsløre detaljer fra den nat i marts sidste år, hvor SEAL Team Six fandt og dræbte bin Laden i al-Qaeda-lederens skjulested i Pakistan.
Den forhenværende Navy SEAL har således skrevet bogen, der er en førstehåndsberetning fra netop den aften, uden først at få tilladelse fra landets myndigheder.
Det er en beslutning, der blandt andet bliver kritiseret af et andet tidligere medlem af den amerikanske specialstyrke.
- Operationel sikkerhed er på spil her, uanset om der er nogen klassificerede oplysninger beskrevet i den her erindringsbog, siger Brandon Webb til amerikanske ABC News.
Den kommende bog bliver udgivet 11. september i USA og er udgivet under pseudonymet Mark Owen. I bogen er soldaternes rigtige navne ikke afsløret. Men det ændrer ikke på kritikken fra det tidligere SEAL Team Six-medlem.
- Det her er ikke en god dag for SEAL Team Six. Et individ har kompromitteret mantraet om, at opgaven er mere vigtig end æren, siger Brandon Webb.
Ifølge forlaget er den kommende bog skrevet af en soldat fra specialenheden, som var blandt »de første gennem døren på tredje sal i terrorlederens skjulested«.
Men til trods for, at man kommer så tæt på, har ingen amerikanske myndigheder haft lejlighed til at gennemgå bogen for mulige sikkerhedsbrister, fortæller de nationale sikkerhedsmyndigheder til både ABC News og det amerikanske nyhedsbureau AP.
Forlaget forsikrer, at man har haft en advokat med speciale inden for området til at gennemgå bogen potentiele afsløringer, som kan skade landets sikkerhed. Det fortæller forlaget ifølge Reuters, at der ikke er.
Men det dæmper ikke kritikerne, der ser bogen som yderligere brænde på det bål, der i forvejen brænder i toppen af amerikansk politik i kølvandet på bin Laden-drabet.
For nyligt har en lille gruppe tidligere medlemmer af landets sikkerhedstjeneste - mange af dem republikanere - kritiseret Obama-administrationen for at tage for meget af æren for bin Ladens død fra de soldater, der udførte aktionen.
Kontroverser om topsoldaters bøger er heller ikke ukendt i Danmark, hvor den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack kom i et større stormvejr med sin bog »Jæger – i krig med eliten«.
Herhjemme forsøgte forsvarstoppen blandt andet at stoppe udgivelsen af bogen, da man mente, at den udgjorde en sikkerhedsrisiko.
Bogen fra det tidligere SEAL Team Six-medlem får titlen »No Easy Day: The Firsthand Account of the Mission that Killed Osama Bin Laden«, og det er endnu uvist, hvad den vil få af konsekvenser.
Over for NBC News vurderer flere eksperter, at bogen kan give soldaten en sag på halsen. Både for ikke at cleare indholdet med myndighederne og for at afsløre detaljer, som skader landets sikkerhed.