Man behøver ikke at være ung for at kunne præstere på topplan. BT ser nærmere på elitesportens grå guld

NFLs legendariske quarterback, 37-årige Peyton Manning, lod ikke sin alder stå i vejen, da han i weekenden satte endnu en af mange rekorder, da han strøede om sig med touchdowns. Fire i alt og 16 for sæsonen. Så mange har ingen leveret efter fire spillerunder, siden National Football League blev USA-dækkende i 1970.

Nyt billede. For lidt over to uger siden rystede en anden gammel dreng sportens verden. Det skete, da den 41-årige cykelrytter Chris Horner vandt Grand Tour-etapeløbet Vuelta a España. Når elitesportens grå guld sætter de unge til vægs, skaber det altid opmærksomhed. Men vi behøver ikke nødvendigvis falde på halen over idrætspræstationer i verdensklasse, fordi de leveres af ’ældre’ mennesker, fortæller Thue Kvorning, der er sportsfysiolog og fysisk træner i Team Danmark.

- Der er et tidspunkt, hvor kurven for vores fysiske præstationsevne går ned. Men der er også mange sportsgrene, hvor det tager tid at opbygge det niveau, der skal til for at være med. Og der er faktisk et tidspunkt, hvor dine fysiske egenskaber ikke forbedrer sig, men hvor du formår at præstere bedre, fordi dine tekniske evner forbedres, siger han.

- Du kan for eksempel i cykling og langdistanceløb tilbagelægge hver kilometer med brug af mindre energi. De ældre atleter har flere år til at indøve den perfekte teknik, og de er af den grund så gode i den alder, de nu har. Herhjemme er den 37-årige håndboldmålmand Kasper Hvidt blevet irriteret, når han og holdkammerater som Joachim Boldsen og Lars Jørgensen er blevet vurderet i forhold til deres alder.

- Vi har været for gamle i folks øjne, lige siden vi startede i AG København for godt tre år siden. Jeg forstår ikke, hvorfor visse personer har haft så travlt med at koncentrere sig om vores alder, når vi år efter år har leveret præstationer på højeste niveau, har Kasper Hvidt sagt til BT.

Thue Kvorning mener heller ikke, der er nogen grund til at fokusere så meget på alderen.

- I håndbold og fodbold er det jo en middelmådig fysisk form, du skal være i besiddelse af, så den fysik, det kræver for at spille håndbold på topniveau, kan man sagtens opnå som 50-årig for nu at være lidt provokerende. Problemet her er, om du er fri for overbelastningsskader eksempelvis som følge af mange års tacklinger og skud, der kan tære på dig, siger Thue Kvorning.

Han fastslår, at den primære grund til, at Kasper Hvidt er så godt med, er, at han træner hårdt og hårdere end mange af sine kollegaer. Og i princippet kan Kasper Hvidt ifølge Kvorning stadig være en verdensklasse-målmand om 10 år. På samme måde skal man se på Chris Horner og ikke falde bagover i benovelse på grund af hans alder.

- Det er da flot. Men det kan godt lade sig gøre. Cykling er lavintenst med mange timers belastning, og derfor er sporten ikke så belastende for kroppen. Der er ikke store kraftudladninger, og derfor kan du bedre gøre dig gældende som ældre atlet, siger Thue Kvorning.

BT har besøgt sports-stjernernes olde-kolle og fundet 10 gode grunde til, at man sagtens kan være blandt de bedste, selv om man er født før 1977.


Peyton Manning, 37 år, USA
Amerikansk fodbold-quarterback for Denver Broncos og indehaver af et utal af rekorder i NFL, senest flest touchdowns efter fire spillerunder (16) siden National Football League blev landsdækkende i 1970.


Kasper Hvidt, 37 år, Danmark
Håndbold-målmand i KIF Kolding København med en lang karriere i spansk tophåndbold hos bl.a. Portland San Antonio og Barcelona. Spillede frem til 2010 219 A-landskampe og vandt bl.a. EM-guld i 2008.


Chris Horner, 41 år, USA
Cykelrytter hos RadioShack uden de store sejre - ud over enkelte etapesejre i mindre løb frem til årets Vuelta a España, hvor han til gengæld kørte forrygende og vandt Grand Tour-løbet samlet.


Jens Voigt, 42 år, Tyskland
Cykelrytter fra RadioShack og arbejdsmanden, der dog også har haft personlige succeser i form af to individuelle etapesejre og en holdtidssejr i Tour de France, samt en etapesejr i Giro d’Italia. Kørte for Team CSC 2004-2010.


Ryan Giggs, 39 år, Wales
Fodboldspilleren i Manchester United, som siden 1990 har spillet hele sin seniorkarriere for klubben. Det er indtil nu blevet til tæt på 950 optrædener for klubbens førstehold. Nuværende kontrakt løber til næste sommer. Tidligere landsholdsspiller for Wales.


Bernard Hopkins, 48 år, USA
Mellem- og letsværvægts-bokseren var verdensmester fra 1994 til 2005 i mellemvægt - en overgang i alle de fire største bokseforbund. Erobrede i marts 2013 som 48-årig VM-titlen i letsværvægt i IBF-regi og blev boksehistoriens ældste verdensmester i et anerkendt forbund.


Haile Gebrselassie, 40 år, Etiopien
Mellem- og langdistanceløberen regerede på 10.000 meter fra 1993 til 2000 og vandt i perioden fire gange VM-guld og to OL-guld på distancen. Satte i 2008 som 35-årig verdensrekord på maraton-distancen. Ikke kvalificeret til OL i London, men blev for to uger siden nummer tre i halvmaraton efter de to OL-guldvindere Kenenisa Bekele og Mo Farah.


Tom Kristensen, 46 år, Danmark
Racerkøreren er mest kendt for at have deltaget i 24-timer løbet Le Mans 17 gange i træk siden 1997, hvoraf han har gennemført de 13 og været på vinderholdet ni gange - senest i år 2013. Det er rekord. Nærmeste udfordrer er belgieren Jacky Ickx med seks sejre.


Kimiko Date-Krumm, 43 år, Japan
Tennisspilleren debuterede på kvindernes WTA-tour tilbage i 1989. Otte WTA-turneringssejre i single. Højeste placering på verdensranglisten var i 1995, hvor hun var nummer fire. Trak sig tilbage i 1996, men gjorde comeback i 2008 og er pt. nummer 58 i verden.