Krigen mellem Kevin Magnussen og dennes tidligere manager Dorte Riis Madsen er torsdag rykket fra retssalen til en mægling, så den forsvinder fra offentlighedens søgelys. Dog foregår det stadig i rettens regi. LÆS MERE OM DET HER.

Dorte Riis Madsen har stævnet Kevin Magnussen for et millionbeløb - ifølge BTs oplysningerne drejer det sig om 20 millioner kroner - som Dorte Riis Madsen mener at være berettiget til i den aftale, de i 2008 indgik, og som først udløber i 2021. Og nu er Ekstra Bladet kommet i besiddelse af sms'er og mail, der afslører samtalerne mellem Kevin Magnussen og Dorthe Riis Madsen, da forholdet gik galt.

Kevin Magnussen skriver 4. august 2015 i en sms til Dorte Riis Madsen:

»Beklageligt, at vi ikke kunne blive enige. Som jeg sagde ved mødet, så er mit ønske blot at stoppe samarbejdet på en fair måde overfor os begge, så vi kan komme hurtigt videre med hver vores karriere. Vi tales ved. Kevin,« skrev den nuværende Haas-kører, der dengang var på kontrakt hos McLaren, men var i gang med at søge et andet sæde, fordi han som reservekører havde erkendt, at det ikke var der, han skulle fortsætte.

På det tidspunkt har Kevin Magnussen mistet tilliden til, at Dorte Riis Madsen kunne være den manager, der ville skaffe ham et nyt sæde i Formel 1, og han arbejder derfor i andre retninger.

Dorte Riis Madsen understreger dog over for Kevin Magnussen i en mail 25. august, at de har en skriftlig aftale, og at han ikke bare sådan kan afbryde samarbejdet og søge andre Formel 1-job uden om hende. Imellemtiden arbejder hun da også videre på Force India, hvilket Kevin Magnussen får nys om og frabeder hende.

Samme dag, 25. august, ophører samarbejdet reelt, da Kevin Magnussen skriver sådan til sin tidligere manager:

»Dorte. Du er nødt til at stoppe med at have kontakt med medier, teams og sponsorer på mine vegne. Henvend dem til mig, og så tager jeg mig af dem.«

Det gjorde Dorte Riis Madsen så, men her to år senere spøger hun altså stadig hos Kevin Magnussen.