Manchester United bekræfter, at forsvarsspilleren Chris Smalling har skrevet under på en kontrakt, der binder ham til klubben frem til juni 2019.

Den 25-årige englænder var ifølge Sky Sports i Arsenals søgelys i transfervinduet i januar, men ved efterfølgende at have vist sig værd i Louis van Gaals forsvar, har han nu sikret sig en fremtid på Old Trafford.

»Chris har forbedret og udviklet sig meget i løbet af den korte tid, jeg har været i klubben, og han er blevet en integreret del af førsteholdet,« siger Louis van Gaal om sin forsvarsspiller til Manchester Uniteds officielle hjemmeside manutd.com.

Chris Smalling har spillet 147 gange i United-trøjen og har scoret ni mål for klubben. Han er stolt over at have udsigt til en lang fremtid i klubben.

»Jeg er meget glad for at skrive under på min nye kontrakt. Jeg er så stolt over at spille for sådan en god klub. Vi har udviklet et hold over sæsonen under Louis van Gaal, og vi spiller nu som en komplet enhed,« siger han til klubbens hjemmeside.