Kristne afghanske konvertitter har problemer med at få ophold i Danmark til trods for, at de ikke kan udøve deres religion og muligvis er i fare på grund af den i deres hjemland. Det er i strid med FNs internationale charter for politiske og civile rettigheder, mener en advokat, der fører asylsager. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Charteret giver mennesker ret til at udøve deres religion under fredelige former. Det er ikke muligt for en kristen i Iran og Afghanistan. Hvis en person forlader islam, vil det blive opdaget, for det betragtes som i strid med islam at forlade religionen, siger advokaten, Niels Henrik Christensen.
Han mener, at konvertitter fra Iran og Afghanistan, der ud fra en oprigtig overbevisning er blevet kristne, i langt de fleste tilfælde bør bevilges asyl.
Alligevel lykkedes det kun fire ud af i alt 13 kristne afghanske konvertitter, der fik deres sag behandlet af Flygtningenævnet, at få ophold i Danmark i 2011 og 2012. Til gengæld fik fem ud af seks iranske konvertitter bevilget ophold. Det fremgår af en ny opgørelse fra Flygtningenævnet, som også viser, at de kristne konvertitter udgør en meget lille del af det samlede antal asylsøgere.
I 2011 og de første tre måneder af 2012 behandlede nævnet 629 sager om asylsøgende afghanere. Heraf handlede 13 af sagerne om afghanere, der var blevet kristne.
I samme tidsrum fik 158 iranere behandlet deres asylsag. Heraf var seks kristne konvertitter, og de fem fik asyl.
- De kristne konvertitter udgør en lille del af asylsøgerne fra Iran og Afghanistan. Den omstændighed, at omvendelse fra islam til kristendom er en del eller hele asylmotivet, udløser ikke automatisk en opholdstilladelse. Men omvendt bliver der givet opholdstilladelse til en stor del af konvertitterne, siger sekretariatschef Stig Torp Henriksen fra Flygtningenævnet.
Han understreger, at opgørelsen er behæftet med nogen usikkerhed, da der kun er tale om ganske få sager.
FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har for nylig udtalt kritik af Flygtningenævnet i to konkrete sager om afviste afghanske asylansøgere. To mænd på henholdsvis 24 og 21 år er begge konverteret fra islam til kristendom og er blevet døbt i Danmark.
I det ene tilfælde har Flygtningenævnet foreslået den 24-årige asylsøger, at han skulle holde lav profil med sin religion i hjemlandet, og det er ikke i overensstemmelse med flygtningekonventionen, fastslår UNHCR i en udtalelse til Flygtningenævnet. Den 24-årige har bedt om at få sin sag genoptaget og er stadig her i landet.
I den anden sag er en 21-årig mand blevet løsladt fra flygtningefængslet Ellebæk, fordi FN’s højkommissær for menneskerettigheder skred ind og bad den danske stat undlade udsendelsen til Afghanistan, mens FN’s Menneskerettighedskomité behandler sagen.
BNB