Afghanistan: NATO-styrker dræbte 18 civile
NATO-fly bombede onsdag et hus, hvor formodede talebanere var samlet. Under angrebet blev civile kvinder og børn ifølge de afghanske myndigheder også dræbt.
NATO-fly bombede onsdag et hus, hvor formodede talebanere var samlet. Under angrebet blev civile kvinder og børn ifølge de afghanske myndigheder også dræbt.
NATO bekræfter, at »flere oprørere« blev dræbt under luftangrebet onsdag formiddag, hvor NATO-fly bombede et hus i provinsen Logar syd for Kabul.
De afghanske myndigheder siger, at 18 civile - herunder kvinder og børn - blev dræbt under angrebet, men det vil NATO hverken be- eller afkræfte, skriver BBC.
- I den efterfølgende undersøgelse fandt sikkerhedsstyrkerne to kvinder, som havde fået skader, der ikke var livstruende, lyder det i en erklæring fra NATOs mission i Afghanistan, ISAF. Der fremgår ikke oplysninger om yderligere civile tab.
Afghanske embedsmænd i Logar-provinsen fortæller til BBC, at en gruppe topledere fra Taleban var samlet i et hus i en landsby i bydelen Baraki Barak. NATO-ledede styrker omringede huset og krævede, at talebanerne overgav sig, og da det ikke skete, sendte NATO bombefly over huset. Mindst otte Taleban-ledere blev dræbt ifølge myndighederne.
Afghanistans præsident, Hamid Karzai, har allerede tidligere udsendt advarsler til den NATO-ledede mission om, at ethvert drab på afghanske civile selv ved et uheld ikke kan accepteres.