Afghanistan får ny milliardstøtte
Ny aftale betyder 16 milliarder dollar til genopbygning af Afghanistan over de næste fire år.
Ny aftale betyder 16 milliarder dollar til genopbygning af Afghanistan over de næste fire år.
AFGHANISTAN: Afghanistan vil i løbet af de næste fire år modtage, hvad der svarer til 97 milliarder kroner i international bistand.Pengene der skal bruges til civile formål og genopbygning, blev lovet til Afghanistan af 80 donorer fra hele verden, der søndag var samlet i Tokyo.
Formålet er at sikre, at Afghanistan ikke glider tilbage i kaos, når de sidste NATO-tropper forlader landet ved udgangen af 2014.
Afghanistans økonomi er for 95 procents vedkommende bundet op på udenlandsk bistand, men ifølge den afghanske nationalbank burde beløbet fra donorerne være endnu højere, for at sætte Afghanistan i stand til at skabe den nødvendige vækst.
Afghanistan vil i løbet af de næste fire år modtage 16 milliarder dollar, men den afghanske nationalbank havde gerne set et beløb på 24 milliarder.
Sådan blev det ikke. En vis »donortræthed« har sneget sig ind, godt hjulpet på vej af den enorme korruption, der også er en del af den afghanske virkelighed, og som præsident Hamid Karzai lovede at bekæmpe yderligere.
For som den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, i følge Reuters sagde om nødvendigheden af reformer i Afghanistan:
- De må også omfatte bekæmpelse af korruption, forbedre regeringsarbejdet, styrke retstilstanden og bedre de økonomiske muligheder for alle afghanere - specielt for kvinderne.
Afghanistan er verdens tredjefattigste land og blandt de mest korrupte.