Døre malet som bogreoler skal sikre, at ældre demente ikke stikker af fra plejehjemmene. Optiske bedrag bliver stadig mere udbredte på danske demensafsnit, og selv om det giver anledning til en etisk diskussion, er man fra Ældre Sagens side klar til at blåstemple metoden.

- Man snyder de ældre, men for mig at se er det snyd på den gode måde, hvis man sørger for, at de ældre får mulighed for at komme ud og bruge deres kræfter i løbet af dagen, siger seniorkonsulent og jurist Margrethe Kähler fra Ældre Sagen.

Hun forklarer, at der især kan være brug for de optiske bedrag i aftentimerne, hvor bemandingen er lav. Det er samtidig der, hvor ældre med tendens til at vandre bort bliver urolige.

- De tror, at de har været på arbejde i løbet af dagen, så når personalet får fri, vil de også »hjem«. Her kan det være meget fornuftigt med en kamufleret udgangsdør. Det kan jeg ikke se det forkerte i. Der dør omkring fem demente ældre om året, fordi de vandrer væk fra plejehjemmene, så det er helt i orden at snyde dem til at blive inden døre, siger Margrethe Kähler.

Hun tager dog afstand fra metoden med at placere sorte måtter foran dørene. De demente tror, at det er huller, som de kan falde i, og tør derfor ikke nærme sig døren.

- Det er jo helt vanvittigt. Man skal ikke gøre folk angste, fastslår Margrethe Kähler.

Over for Radio24syv vurderer Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, at optiske bedrag vinder frem på plejehjem med demente beboere.