En ældre arbejdsstyrke vil medføre en stigning i antallet af alvorlige arbejdsulykker. Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en fremskrivning af tal fra Arbejdsskadestyrelsens seneste ulykkesstatistik.

For mens de yngre lønmodtagere bliver ramt af skader i den lettere afdeling, så rammer alvorlige skader som knoglebrud og amputation - og endda dødsfald som følge af arbejdsulykker - en stigende andel af lønmodtagere over 55 år. Og risikoen for arbejdsulykker stiger, efterhånden som der bliver flere seniorer på arbejdsmarkedet, vurderer faglig chef i Arbejdsskadestyrelsen, Merete Ross.

- Tendensen til flere anerkendte og flere alvorlige arbejdsulykker er generelt stigende med alderen, så det giver belæg for at sige, at det vil fortsætte med at stige, hvis vi bliver længere på arbejdsmarkedet, siger hun.

Andelen af anmeldte arbejdsulykker, der førte til knoglebrud, lå under 12 procent for de 20-49-årige fra 2004-2010. For de 55-59-årige drejede det sig om 18 procent af ulykkerne, mens tallet steg til 21 procent blandt 60-64-årige i samme periode.

Den tendens vækker bekymring hos fagforbundet 3F, der organiserer lønmodtagere indenfor en række fysisk krævende fag.

- Det her giver stof til eftertanke i forhold til, at vi skal sørge for, at arbejdsmarkedet bliver indrettet sådan, at det kan rumme en gruppe af ældre medarbejdere, der er i risiko for at blive ramt af de alvorlige ulykker. Det er en faktor, der skal tænkes ind fremover, siger Ida Bang Andersen, socialrådgiver i juridisk sekretariat i 3F.

Der er flere årsager til, at ældre lønmodtagere rammes af de alvorlige arbejdsulykker. Aldring medfører blandt andet, at ældre er mere sårbare, hvis de eksempelvis falder. Og ifølge læge og aldringsforsker, gerontolog Henning Kirk, der er selvstændig konsulent, kan tendensen for ulykker på arbejdsmarkedet sammenlignes med tendensen for ulykker i trafikken.

Der er flere ældre, der dræbes i trafikken, for de er mere sårbare, så konsekvensen af ulykkerne er mere alvorlige. Risikoen for at brække sine knogler er større med alderen, siger han til A4.