Ældre mennesker sover bedst
Hvis du sover dårligt om natten, kan du ikke skyde skylden på en tyngende alder. Ny søvnforskning viser nemlig, at ældre mennesker sover bedst.
Hvis du sover dårligt om natten, kan du ikke skyde skylden på en tyngende alder. Ny søvnforskning viser nemlig, at ældre mennesker sover bedst.
Kvaliteten af ens søvn bliver bedre med alderen. Det konkluderer ny søvnforskning fra Pennsylvania Universitet i USA.
Forskerne bag undersøgelsen har spurgt 150.000 mennesker om deres søvn og resultatet er, at de 80-årige havde den bedste søvn. Mens dårligt helbred kan påvirke søvnen, kan alderen alene altså ikke forklare urolige nætter.
Forskerne bag søvnprojektet konkluderer på baggrund af interviewene, at brok over dårlig søvnkvalitet falder, som alderen stiger. Det laveste antal klager kom således fra folk over 70 år. I stedet kan dårlig søvnkvalitet skyldes depression og helbredsproblemer.
Forskere har måleudstyr, der kan sige noget om længden og forstyrrelserne i vores søvn. Men resultaterne fra maskinerne stemmer ikke nødvendigvis overens med den sovendes opfattelse af sin egen søvn.
Ifølge professor Derk-Jan Dijk kan en persons oplevelse af sin egen søvn afhænge af den enkeltes humør.
- Hvis du er vred, fordi din chef ikke har givet dig lønforhøjelse, kan din opfattelse af søvnkvaliteten være anderledes end en person, som generelt er tilfreds, siger han.