Ligestillingen udfordrer religionsfriheden i en sag om folkekirkelig betjening af et plejehjem, og sagen bliver beskrevet som såvel kirkehistorisk som principiel. Det skriver B.dk.

Således ønsker det luthersk-missionske plejehjem Bakkely i vestjyske Videbæk af religiøse årsager kun at lade sig betjene af mandlige præster, akkurat som en række menighedsråd af religiøse årsager ikke ønsker at ansætte kvindelige præster.

Sådan har den almindelige praksis været i folkekirken, siden de første kvindelige præster kom til sidst i 1940erne, og menighedsrådenes frihed til kun at vælge mandlige præster er sågar lovfæstet.

En række af de lokale, mandlige præster i Skjern Provsti, hvor Bakkely har hjemme, har gennem årene på skift holdt gudstjeneste på plejehjemmet.

Men nu har biskoppen i Ribe Stift med henvisning til ligebehandlingslovgivningen skrevet til provsten med besked om, at »den omtalte turnusordning, hvor kvindelige præster undlades alene på grund af deres køn ... uden tvivl (er) i strid med lovgivningen om ligestilling af kvinder og mænd«.

»Jeg skal derfor bede dig om at afvikle den af provstiet arrangerede turnusordning for gudstjenester på plejehjemmet Bakkely,« skriver biskop Elof Westergaard i brevet

Biskoppen tilføjer, at »en eventuel betjening af plejehjemmet Bakkely ikke er omfattet af præsternes rådighedsforpligtelse«.

Med andre ord stiller folkekirken ikke længere præster til rådighed for plejehjemmet. Vælger præsterne alligevel at betjene plejehjemmet, får de f.eks. ikke længere kørselsgodtgørelse og må ikke lade det stå i vejen for deres tjenstlige forpligtelser.

Ifølge sognepræst Claus Thomas Nielsen fra Stauning Sogn i Skjern Provsti er det »en kirkehistorisk begivenhed«, at »kirken nu vil til at opdrage de gamle på plejehjemmet ved at sige til dem, at vil de ikke have kvindelige præster, så kan de slet ikke få nogen«.

Han anerkender dog, at beboerne på Bakkely formentlig fortsat vil kunne blive betjent af mandlige præster. De vil nemlig gøre det alligevel, selv om det ikke længere er i tjenstlig medfør.

»Men det gør ikke budskabet fra biskoppen mindre bemærkelsesværdigt,« siger han:

»Jeg er ikke enig med deres holdning på plejehjemmet. Men det er alene af teologiske årsager, de ikke ønsker kvindelige præster, og det må derfor være deres legitime valg. De mener, at sakramentet skal forvaltes af mænd, hvilket i øvrigt er en alment gældende holdning i den kristne kirke.«

Præsten fra Stauning Sogn kan ikke lade være med at undre sig over, at præster gerne må betjene »selv de værste forbrydere« i fængslerne og få kørselsgodtgørelse, men ikke »de gamle, hvis eneste forbrydelse er, at de af teologiske årsager ikke ønsker en kvindelig præst«.

»Jeg har aldrig hørt om noget, der bare ligner det her, at vi nu i vores arbejdstid ikke må betjene et plejehjem,« siger han:

»Jeg ser det her som udtryk for, at staten har nogle helt andre prioriteter end kristendommen, der på en måde er blevet sådan en sød, gammel tradition, som man bare holder i hævd. Hvad den måtte have af meninger og holdninger er overhovedet ikke relevant i debatten. Omvendt holder man sådan noget som ligestilling helligt, og det overtrumfer kristendommen i en grad, så præster og biskopper i dag ser sig som ansatte af staten og helt synkront følger dens holdninger.«