De daglige busture blev til kærlighed. På Valentines Dag blev Niels og Vibeke Holm gift i samme bus til Odense, som de mødtes i for snart fire år siden.

Hr. og fru Holm bliver overhældt med bryllupsris og glade lykønskninger, da de stiger ud af den grønne Arriva-bus ved Odense Banegårdscenter. Og det er en lettet gom, der kækt spørger efter en bajer til den tørre hals, fordi den nybagte brud langt om længe har givet ham sit 'ja'.

Det var nemlig ikke kærlighed ved første blik, for den 61-årige Vibeke Holm, da hun første gang så 69-årige Niels Holm i Odense bybus for næsten fire år siden. Men det var det for Niels.

- Jeg blev forelsket i det øjeblik, jeg så hende. Havde det været en våd og regnfuld dag, så brød solen frem, da jeg så Vibeke sidde der på bussædet, siger Niels Holm, der nu kan kalde Vibeke for sin hustru.

Igennem tre år mødtes parret hver dag i buslinje 162 mod Odense midtby. Det skete, fordi begge tog bussen fra Birkum ind til byen for at handle. På Valentines Dag blev de så gift i selvsamme bus. Og at det lige skulle være Valentines Dag var parret slet ikke i tvivl om:

- Det er jo kærlighedens dag, siger Vibeke Holm.

Et henkastet frieri

Selve ceremonien fandt sted blandt sæderne i bussen. Samme sted som Niels endelig fik taget sig sammen til at fri til sin udkårne.

- Det var ikke et rigtigt frieri. Mere en henkastet bemærkning. Men han behøvede slet ikke at sige så meget. Jeg kunne se på ham, at han ville fri. Han havde det der glimt i øjnene, siger Vibeke Holm.

Alligevel gik der over tre år med daglige busture, før Vibeke Holm begyndte at mærke forelskelsen i maven.

- Den kom langsomt snigende. En dag hvor var rigtig koldt, var der ingen ledige pladser i bussen. Men så tilbød Niels mig, at jeg bare kunne få en pladsbillet til hans skød. Det, synes jeg, var rigtig sødt og sjovt, siger Vibeke Holm.

Vittigheder og frække historier

Og det var da også humoren og de rappe replikker, Niels til sidst vandt Vibekes hjerte med. Det mener han i hvert fald selv:

- Jeg fortalte en masse frække vittigheder på vores busture. Nok lidt for frække til at komme i avisen, griner Niels Holm.

- Ja, vi får virkelig hinanden til at grine, siger Vibeke Holm.

- Men jeg tror nu ikke, Niels nogensinde havde regnet med, at jeg også kunne fortælle frække historier. Han var i hvert fald lige ved at falde ned igennem bussædet, da han hørte en af mine historier første gang,

Niels og Vibeke Holm vil fortsætte med at køre i bus fra Birkum til Odense. På mandag fylder Niels Holm 70 år, og så har parret endnu en god grund til at skulle ind til byen for at handle.