"Jo mere rå og ærlig man tør være, des bedre er kærligheden. Jo mere man opdager, at den anden bliver der, selv om man har sagt: Du er lille, du er hæslig, du er et forbandet lille menneske, Hr. Hejlke (citat fra stykket). Det er dér den rigtige kærlighed er.

Det kan man jo også se, når man ser nogle par ude fra og tænker: hvordan kan det dog være. Men de har altså nogle kodeord og en indforståethed. Og de ved at de elsker hinanden bag det hele."

Et stykke fuld af ord, poesi og de lidenskaber, der følger med, når man virkelig giver sig hen til et andet menneske.

Hun er den unge pige, der har tabt et væddemål og derfor skal kysse en tilfældig mand. Kysset bliver fatalt og hun indleder et forhold med den ældre Hr. Hjelke spillet af Hans Henrik Voetmann.

Forholdet udvikler sig så stærkt, at selv ikke døden kan skille dem. På trods af at, de det meste af tiden, blot forsøgte at nærme sig hinanden - som regel uden held - for under alle frustrationerne, under alle ordene og misforståelserne, elskede de altid hinanden.

"Det er en gammel kendt sag, at man kan skændes råt og brutalt, og så kan man elske bagefter.

Det kan næsten være ophidsende at blive vred, få luft, se hvem den anden er. Det at blive vred på den anden er jo også at vise kærlighed. Hvis ikke man holdt af, blev man jo ikke vred.

Så var man jo bare ligeglad, ville ikke gide at blive vred og ville bare sige: Gå.

De her to mennesker elsker hinanden så højt, til trods for at de ikke forstår hinanden, de kan ikke engang nå hinanden verbalt. Men de går ind under huden på hinanden. De æder hinanden. Det er helt strindbergsk.

"Jeg tror, det var William Heinsen, der sagde at "Den eneste form for lykkelig kærlighed er den ulykkelige kærlighed.". Det her er en ulykkelig kærlighed på en eller anden måde.

Lige så snart smerten kommer ind over i et kærligheds forhold og det bliver besværligt, er det fristende at blive revet med.

Jeg ved ikke hvorfor vi allesammen - sådan tror jeg de fleste har det - føler sig draget af kærlighed, der er en lille smule besværlig, lidt ulykkelig og hvor man ikke rigtig ved hvor man har hinanden. Jeg har nærmest indtryk af, at nogle mennesker prøver at fiske det frem i et forhold.

Hvis det ikke allerede er der, skal de nok finde noget.

Man vælger måske også sin modsætning for at få besvær," siger Birgitte Simonsen, der selv er gift og mor til to små børn på to og fem.

"Det ændrer jo en, når man får to børn. Man kommer til at se lidt anderledes på livet og kærligheden. Kærligheden til børn og mand er to helt forskellige slags.

Kærligheden til mine børn er ikke kompliceret. Den er fuldkommen ren. Den er total og holder aldrig op. Det kan slet ikke beskrives, hvor stor den er.

I virkeligheden er jeg aldrig nogensinde rigtig vred på dem. Skælder jeg ud, er det kun fordi jeg er kørt træt og ikke har overskud.

Kærligheden til en mand kan, som man modnes, viskes fuldstændigt ud. Man kan ændre sig, som man udvikler sig og så ser man måske anderledes på hinanden."

I forestillingen følger man Ricarda fra hun er i begyndelsen af 20erne til hun er et sted i 40erne og den første vrede, forårsaget af de sjælelige sår hun får i sin søgen efter kærlighed hos sin elskede Hr. Hjelke, bliver efterhånden afløst af lumsk vrede og had.

"Det er en form for selvudvikling hver gang man går i gang med et stykke. Jeg har opdaget nogle ting hos mig ved at arbejde med dette stykke, som er nye for mig. Jeg blev bedt om at fremstille nogle ting af instruktøren, som jeg var bange for i starten.

Jeg har tit spillet den reelle, ikke den lumske, som hende her. Hun lærer lumskheden af ham. Det er også et billede på hvad vi lærer af kærligheden, hvordan vi jonglerer med den. Den er jo fuld af spil.

Jeg har virkelig følt med den her rolle, at den har udviklet mig og jeg er stolt over at jeg kan mærke langt ind i min krop at den har givet noget andet til mig. Jeg har fået et kendskab til f.eks for, hvor dybt et had jeg kan have, hvor vred jeg kan være, hvor meget jeg kan hade.

Jeg kender mange ellers stærke kvinder, der holder sin vrede nede og "klarer" sig med sin behagesyge. Men nu vil jeg sige, at i mit eget parforhold er jeg ikke bange for at blive vred.

Jeg tror nok man kan skrive under på, at jeg tør at blive vred. Jeg kan sagtens skændes og råbe og skrige. Der er masser af kampe dagligt, det er jeg slet ikke bange for.

Vi er meget ærlige og meget kærlige overfor hinanden. Den vrede og det had, jeg får fat i her, er jo også lagre fra tidligere. Sådan går vi rundt med lidt at hvert i bagagen.

Når du som skuespiller arbejder ordentligt og autentisk, er du nødt til at tage fat dybt nede og så dukker sådan noget op.

Der er store følelser i forestillingen, vidunderlige ord som et langt digt. Jeg elsker at arbejde med ord. Derfor har det været skønt at arbejde med denne forestilling.

Stykket er absurd, men det er kærligheden jo også."

"Glemslens Kys" vises til 12. februar på Husets teater i København. Medvirkende: Hans Henrik Voetmann, Joen Bille, Kirsten Peuliche, Steen Stig Lommer, Bjarne Antonisen, Birgitte Nystrøm, Ninna Cederholm og Birgitte Simonsen. Instruktion Søren Iversen. Scenografi Birgitte Mellentin.