Da en mindre brand pludselig brød i familiens hus, fik en lille pige fra Calfornien ødelagt sit elskede Minnie Mouse-skrivebord, som hun hver dag brugte til at lave sine lektier på. Heldigvis for hende, var det en gruppe særdelses omsorgsfulde brandmænd, der rykkede ud.
Det skriver amerikanske ABC News.
Den 29. oktober i år vågnede amerikanske Brittany Roberts pludselig op til røg og flammer i sit hjem, mens hendes to børn lå og sov. Det lokale brandvæsen fra Santa Clara Fire Department rykkede straks ud, men da de nåede frem, var flammerne allerede slukket igen og tilbage var en kun en let tåge af røg. Branden var opstået i en skraldespand i et af huset bagerste værelser, og viste sig ikke at være alvorlig. Og så alligevel. For selvom ingen af husets beboere var kommet noget til, efterlod branden alligevel én af husets beboere sønderknust.
Brittany Roberts lille datter mistede nemlig sit Minnie Mouse-skrivebord med dertilhørende skammel, som den lille pige kort forinden havde fået foræret. Bordet havde nemlig stået ved siden af den skraldespand, hvor flammerne fik fat, og det lille Disney-møbel blev efterladt sodet og nedsmeltet. Tabet efterlod den lille pige sønderknust, hvilket de fremmødte brandfolk hurtigt bemærkede.
Derfor besluttede de sig i fælleskab for at tage affære. Og da det fem dage senere ringede på døren til familiens hjem, var det til stor overraskelse for både mor og datter. De venlige sjæle fra Santa Clara Fire Department,havde nemlig brugt tiden på at finde et nøjagtigt tilsvarende møbel, som det den lille pige mistede i branden.
I en video, som Santa Clara Fire Department efterfølgende lagde på Twitter, kan man se, hvordan det lykkelige optrin fandt sted.
Til ABC News har Brittany Roberts fortalt, at hun stadigvæk er i 'chok' over brandfolkenes venlige gestus.
»Det var de rareste redningsfolk, jeg nogensinde har mødt. Min datters Minnie Mouse-møbel var brændt ned. De kom forbi og havde købt et helt nyt til hende. Og de havde ikke bare købt det, men de havde også samlet det, inden de overrakte det til hende. Hun smilte og var så glad. Brandfolkene legede også med min søn, og viste ham deres brandbil,« fortæller hun til ABC News.