Advokater: Retshjælpen halter
Mens Retsplejerådet blåstempler den nye retshjælpsordning, slår landets advokater alarm for retssikkerheden. Svage borgere bliver ladt i stikken, lyder det.
Mens Retsplejerådet blåstempler den nye retshjælpsordning, slår landets advokater alarm for retssikkerheden. Svage borgere bliver ladt i stikken, lyder det.
Den offentlige retshjælp skal sikre, at også borgere, der ikke selv har råd til en advokat, kan få juridisk hjælp - men siden 2007, da reglerne for retshjælp blev ændret, er de offentlige udgifter til retshjælp ved advokat faldet markant fra 21 til 24 mio. kroner årligt til seks til ti mio. kroner årligt. Der er imidlertid ingen tegn på mangler i retshjælpen, lyder konklusionen i en netop offentliggjort betænkning fra Retsplejerådet. Landets advokatstand er imidlertid lynende uenige og frygter for retssikkerheden. Det skriver Berlingske.
Brancheforeningen Danske Advokater og Advokatrådet har fået Copenhagen Economics til at analysere borgernes adgang til retshjælp og de samfundsøkonomiske perspektiver i ordningen. Og mens Retsplejerådet peger på, at retshjælpen er blevet moderniseret og forenklet - ikke mindst gennem den såkaldte småsagsproces hvor borgere kan føre mindre civile sager ved retterne uden en advokat - vurderer advokaterne, at en gruppe danskere svigtes med den nuværende ordning.
- De borgere, der har ressourcerne, kan benytte sig af småsagsprocessen og den lettere klageadgang over for forvaltningsmyndigheder og private klagenævn. Men dem, der ikke selv kan udfylde en stævningsformular, må selv møde op ved en domstol og blive betjent og kan måske knap nok forstå klagevejledningen i et afslag fra en myndighed. De er ladt i stikken, fordi retshjælpsordningen fungerer så dårligt, som den gør, siger Advokatrådets formand, Søren Jenstrup.
Siden 2007 har en række områder været undtaget for retshjælp ved advokat - borgere har blandt andet ikke kunnet få hjælp til forvaltningssager, der kan dække over alt fra hjælpemiddeltilskud til forældremyndighedssager, eller til sager ved private klage- og ankenævn. I stedet er det meningen, at borgerne kan få vejledning fra de pågældende myndigheder eller nævn - men ifølge Copenhagen Economics kan det i sig selv udgøre et problem, fordi mange borgere ikke nødvendigvis har tillid til, at de får ordentlig hjælp fra de sagsbehandlere, de ser som modstandere.
En tidligere undersøgelse blandt danske advokater har vist, at mange advokater rundt om i landet desuden vægrer sig ved at tage retshjælpssager, blandt andet på grund af økonomien og et administrativt besvær. Retsplejerådet peger da også på, at administrationen af retshjælpen kan forenkles, eksempelvis ved at gøre den digital og mere centraliseret.
Ifølge bestyrelsesformand i Danske Advokater Lars Svenning Andersen vil det være en forbedring, men det er langtfra nok. Tilskuddet til retshjælpen bør reguleres, og undtagelserne fra retshjælp bør skrottes, lyder det.
- Taksterne er så lave, at advokaterne reelt ikke kan nå at gøre et ordentligt stykke arbejde. Man er nødt til at forhøje taksterne, og vi tror, at man kan komme rigtig langt for ganske små penge. Så vil man kunne sikre en ordentlig førstegangsrådgivning, hvor borgerne eksempelvis kan få hjælp til deres klagesager eller få hjælp til at skrive en henvendelse til en offentlig myndighed, siger han og vurderer, at det vil være nok at gå tilbage til det tidligere omkostningsniveau.
BNB