Søndag blev seks folketingspolitikere politianmeldt for at udtale sig om dommen mod dansk-marokkaneren Sam Mansour.

Han er den første nogensinde, der er blevet dømt for at opfordre til terror. Dommen blev fire års fængsel, men »boghandleren fra Brønshøj« beholdt sit danske statsborgerskab.

Manden bag politianmeldelserne var Thorkild Høyer, som er Mansours forsvarsadvokat. Ifølge advokaten forsøgte de seks politikere at påvirke afgørelsen i terrorsagen, som stadig kan ankes af Mansour. Thorkild Høyer mente derfor, at de prøvede at forhindre hans klient i at få en retfærdig behandling i retten.

Læs også:

Men efter politianmeldelserne har Thorkild Høyer modtaget adskillige hademails, hvor nogle er af truende karakter oplyser han på sin Facebook-side.

Her oplyser han, at selvom han ikke bryder sig om sin klients holdninger, bliver han ifølge retsplejeloven nødt til at varetage Sam Mansours interesser, da dommen ikke er endelig.Derfor følte Thorkild Høyer sig nødsaget til at politianmelde de politikere, som overtrådte retsplejeloven samt grundloven.

Først blev Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V) og de tre DF-politikere, Pia Kjærsgaard (DF), Peter Skaarup (DF) og Martin Henriksen (DF) politianmeldt.

Læs også:

Søndag aften blev det offentliggjort, at også Venstres retsorfører Karsten Lauritzen (V) og Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen (S) var politianmeldt.

Thorkild Høyer modtog søndag opbakning for Folketingets formand, Mogens Lykketoft, som kritiserede politikerne for ikke at respektere lovene, som de selv har vedtaget.