Danskerne vil have sportslige udfordringer – og et løb på fem kilomenter kan ikke længere gøre det. Det skal være vildere, hårdere og mere udfordrende. Flere nye motionsformer er dukket op de seneste år, og allerede eksisterende løb har haft vokseværk.
Af Thure Kjær
Adventure-løb skaber sammenhold
Det største adventure-løb herhjemme, Skandia Adventure Race, har taget konsekvensen af den voksende interesse og har i år fordoblet sig selv med to løb i både København og Aarhus. Det er kun anden gang, løbet finder sted, men arrangementet er allerede godt på vej til at vokse sig til en folkefest i stil med den mere kendte DHL-stafet. Sidste år deltog i alt 160 hold i Skandia Adventure Race, mens mange stod på venteliste.
Sundhedsdirektør Anette Damgaard i Skandia, der er hovedsponsor på løbet, fortæller, at det især er virksomheder, der viser interesse for adventure-løbet. Det matcher en tendens i tiden, hvor arbejdsgivere i højere grad end tidligere har fokus på medarbejdernes sundhed og trivsel – og tør udfordre dem på sundheden.
- Motion er en vigtig kilde til både fysisk, psykisk og social sundhed – og det gælder også på jobbet. Her betyder det sociale element i adventure-løb meget. Vi ved, at når man yder en sportspræstation sammen med sine kolleger, er det med til at styrke sammenholdet. Det betyder, man både trives bedre og performer bedre på arbejdspladsen, siger Anette Damgaard og fortsætter:
- Med et løb som Skandia Adventure Race, der rummer flere discipliner, kan man inspirere flere til at være med, end hvis det blot var fem kilometers løb. Samtidig er det vigtigt, at løbet er tilrettelagt, så alle kan være med. Det er med til at motivere nye deltagere, der ikke til daglig dyrker adventure-sport, til at kaste sig ud i det.
Fakta om sommerens firmaløb Skandia Adventure Race afvikles i København d. 22. maj og 14. august og i Aarhus d. 23. maj og 15. august. I København består løbet i maj af disciplinerne løb, cykling og rappelling, mens det i Aarhus er løb, cykling og kanosejlads, deltagerne skal dyste i. Løbet er tilrettelagt, så alle med en normal grundform kan være med. Blandt de mindre krævende multidisciplinløb er også i Forms Kvindetriathlon i juni og KMD 4:18:4. KMD 4:18:4 er en mini-ironman, der løber af stablen i maj, juni og august i henholdsvis København, Aarhus, Odense og Aalborg. Endelig er der firma-klassikeren, DHL-løbet, hvor 130.000 danskere kaster sig ud i femkilometers løb. Det sker i slutningen af august i henholdsvis Odense, Aarhus, København og Aalborg.