Det hér er i perioder – dét ord igen – modbydeligt at være vidne til, og filmen er så ubarmhjertig, at man bør mentalt ruste sig, inden man går ind og ser den. Med andre ord: hold dig langt væk hvis du i forvejen er ked af det.

Dermed være ikke sagt, at 'Hvad med Kevin?' er en dårlig film. Tværtimod er den et testamente til præcis hvor meget følelsesmæssig power film kan have, når der for alvor står skæbner på spil i den (grumme) historie, der bliver fortalt.

Eva får sønnen Kevin sammen med sin godmodige og verdensfjerne mand Franklin, og det går galt fra starten. Selv om hun gang på gang forsøger, så er Kevin et barn, som ikke engang en mor kan holde af.

Tegnene på at det en dag må gå virkelig galt er til at tage og føle på, og som 15-årig begår Kevin da også den grusomme og utilgivelige forbrydelse, man som sådan set bare sidder i biografen og venter på. Men man sidder vel at mærke knuget på kanten af sædet pga. filmens konstante foruroligende undertone af snarlig tragedie.

Efter Kevins udåd rejser spørgsmålene sig naturligvis: kunne Eva have været en bedre mor? Kunne hun have handlet anderledes og – primært – har hun nogensinde egentlig elsket Kevin?

Tilda Swinton spiller rollen som Eva aldeles formidabelt. Man lider virkelig med hende filmen igennem, og hér er virkelig tale om lidelse. Og om frustrationer, om skyldfølelse og om sorg

Hér er ingen nåde, og der er ingen befriende momenter og ej heller ingen bare marginalt lykkelig slutning. Filmen vil utvivlsomt være FOR hård kost for mange – til gengæld vil der være rigeligt at tale om og tænke over for dem, som vover at udsætte sig for den. For tro mig; at ”udsætte sig” for 'Hvad med Kevin?' er vitterlig et præcist udtryk i denne sammenhæng.

'Hvad med Kevin?', engelsk/ amerikansk, instruktør: Lynne Ramsay. Premiere i hele landet