Styrelsen for Patientsikkerhed og Giftlinjen har registreret et stigende antal sager, hvor unge kvinder forsøger at begå selvmord ved bevidst at tage en overdosis køresygemedicin.
Der har de senere år været et markant fald i antallet af selvmordsforsøg blandt unge efter et stort fokus på, at især unge kvinder tog overdoser af hovedpinepiller.
Bevidstheden om risikoen ved hovedpinepiller førte til, at der kom restriktioner på mængden, man må købe i håndkøb, og siden er antallet af selvmordsforsøg faldet med næsten en tredjedel.
Dødsfald efter overdoser køresygemedicin
Det drejer sig om medicin mod køresyge og søsyge, der i håndkøb sælges under navne som Gotur og Marzine.
Styrelsen for Patientsikkerhed skriver i en meddelelse, at de har identificeret fire utilsigtede hændelser i Dansk Patientsikkerhedsdatabase, hvor køresygemedicin er blevet brugt til selvmordsforsøg blandt unge kvinder.
Akut forgiftning med køresygemedicin kan resultere i høj puls, chok og kramper og kan være dødeligt.
Af Lægemiddelstyrelsen bivirkningsdatabase fremgår det, at der i år er blevet indberettet to dødsfald og sidste år et, hvor køresygemedicin er blevet brugt til at begå selvmord.
Af Styrelsen for Patientsikkerheds nyhed fremgår det, at også Giftlinjen har modtaget en generel stigning i henvendelser angående køresygemedicin de seneste år.
Til forskel fra hovedpinepiller som panodil, skal man ikke være fyldt 18 år for at købe køresygemedicin i håndkøb.