Der er seriøst røre i debatgryden på Facebook i disse dage, hvor tusindevis danske mænd og kvinder raser over en kampagne for brystkræft. En kampagne langt de fleste ikke alene fatter en brik af. Og en kampagne der ekskluderer mænd.
Kort fortalt går kampagnen ud på, at kvinder på de sociale medier som Facebook og Twitter deler 'nyheden' om, at de skal på en lang rejse til et eksotisk sted. Og når de nysgerrige kommentarer tikker ind, er det tanken, at der åbnes for en dialog om brystkræft. Og en del af denne 'rejseleg' er altså, at mænd ikke må indvies i, hvad den går ud på.
- Mænd må heller ikke deltage i 'legen'. Vi har det jo ikke hårdt, når vores mødre, koner, kærester eller børn dør af kræft. Fri mig, skriver Peter Brichs på sin Facebook væg.
Han har selv har haft brystkræften alt for tæt ind på livet, da hans kone for nogle år siden blev ramt af den.
- Det fylder mig faktisk med harme, når man starter en kampagne for at skabe opmærksomhed på brystkræft, at man skal gemme det bag kryptiske beskeder om gerne at ville på ferie i lang tid. Det fremmer ikke andet end frustrationer hos mig, skriver Peter Brichs, hvis indlæg på under et døgn blev 'liked' 10.000 gange.
- Meget overraskende. For jeg troede faktisk, at det kun var mine venner, der ville reagere på det, siger Peter Brichs til bt.dk.
- Det er fint og vigtigt med en kampagne, der sætter fokus på en ret forfærdelig ting, som på et tidspunkt i livet kommer til at berøre os alle. Men jeg synes, at lave en kampagne med kryptiske kædemail, som halvdelen af den danske befolkning ikke må vide, hvad drejer sig om, er forfejlet, siger han videre og forstår ikke, hvorfor et så alvorligt emne som brystkræft skal behandles på den måde.
- Så hellere en kampagne hvor mennesker der er og har været ramt af kræft kan skrive om, hvordan det har berørt dem, siger Peter Brichs, som har sin kones fulde opbakning.
- Hun er enig. Og stolt af mig, siger han.
Som tidligere kampagner om brystkræft er tanken bag denne, at budskabet skal sprede sig viralt ved deling på de sociale medier. Fra kvinde til kvinde. Brystkræft nævnes ikke med et ord.
- I'm going to Las Vegas for 30 months, var eksempelvis den kryptiske besked, transportminister Pia Olsen Dyhr skrev på twitter i sidste måned.
Hun har fødselsdag 30. november. Og datoen konverteres til det antal måneder man 'rejser væk', måneden konverteres til en destination.
- Jeg støtter brystkræftkampagnen, og det er et element i den kampagne. Det er vigtigt, at vi får gjort opmærksom på brystkræft på en lidt anderledes måde, forklarede hun ved den lejlighed til Berlingske og uddyber, at den kryptiske besked skaber nysgerrighed og dermed dialog, som retter fokus på brystkræft.
Men det er ikke alle kvinder, der kan se støtten i det tiltag,
- Ideen med at skrive at man vil på en eller anden fjollet ferie, er lige så dum og unødvendig med 'like det her billede af den her spedalske baby og familien får en million', skriver Tanya Schou på Facebook som kommentar til Peter Brichs indlæg.
OPDATERET: Vi skrev tidligere, at Kræftens Bekæmpelse står bag kampagnen. Det er ikke korrekt. Kræftens Bekæmpelse har intet med kampagnen at gøre.
{embedded type="node/polls" id="26842361"}