Den 13. april fik 7-årige Charlotte Neve en hjerneblødning og røg i koma i en uge, indtil tonerne af Adele's storhit 'Rolling in the Deep' strømmede ud af radioen.

Dér begyndte moderen, 31-årige Leila at synge med, hvorefter Charlotte begyndte at smile. Det skriver Dailymail.co.uk.

Smilet var den første reaktion, familien og lægerne havde set, efter den lille pige røg i koma, og det skabte stor forbløffelse på hospitalet i Leeds, England. Familien var ellers blevet fortalt, at oddsene ikke var med dem, og selv, hvis hun overlevede, var der ikke stor chance for, at den lille pige ville komme til at se og tale igen. Og da hendes tilstand blev yderligere forværret, fik familien besked på at sige endeligt farvel til Charlotte.

Men da Adele's 'Rolling in the Deep' blev spillet i radioen, skete miraklet. Charlotte og Leila havde tit sunget den sammen, og det var derfor moderen begyndte at synge med. Efter smilet havde vist sig hos Charlotte, spillede de sangen i ring. Og inden, der var gået to dage, var Charlotte allerede begyndt at tale igen og havde rejst sig fra sengen.

Charlotte's venner og familie har efterfølgende oprettet en facebookgruppe, hvor de beskriver fremgangen hos den lille pige. En video i gruppen viser blandt andet Charlotte, som synger med på sangen, der mirakuløst bragte hende tilbage til livet.

Hjerneblødningen har dog givet et par men, da Charlotte er delvist blind og lider af hukommelsestab.