- Jeg er lykkelig over at kunne fortælle, at Simon og jeg venter vores første barn sammen..., skrev den storhittende sangerinde Adele på sin blog d. 29. juni.
Grammy-vinderen løftede dog ikke sløret for, hvornår parrets første fælles baby ville melde sin ankomst.
Nu afslører magasinet Heat imidlertid, at Adele allerede nedkommer om få måneder (til september), og at den 24-årige sangerinde har leget kispus med pressen ved at gemme sin graviditet under flagrende gevandter og bag nedrullede gardiner.
- Adele har næsten ikke forladt huset indenfor de sidste par måneder, så hun kunne holde nyheden for sig selv så længe som overhovedet muligt, siger en kilde til Heat.
Magasinets kilde fortæller samtidig, at Adele kvittede sit krævende motionsprogram for flere måneder siden, og at hun udelukkende koncentrerer sig om graviditeten.