Den spanske angriber Fernando Torres har på det seneste været meldt på vej til sin barndomsklub Atlético Madrid. Og nu skulle aftalen være så godt som på plads.

Torres har siden sommer spillet i AC Milan på en lejeaftale fra Chelsea, men nu fortæller den italienske klubs egen tv-kanal, at man er ved at overdrage lejeaftalen til Atlético Madrid. Og den spanske avis AS kan allerede melde om, at der er Atletico Madrid-trøjer med Fernando Torres' navn på ryggen til salg.

Til gengæld vil AC Milan hente en af Atléticos spillere den anden vej. Det drejer sig om den italienske kantspiller Alessio Cerci. Den tidligere Torino-profil har ikke fået meget spilletid i Spanien siden sit skifte i sommer og skulle derfor være opsat på at komme tilbage i kampform i hjemlandet.

Så hvis alt går som ventet, så er der fire parter, der kan nyde godt af det forestående spillerbytte. De to lejeaftaler skulle gælde i 18 måneder for begge spilleres vedkommende. Til den tid vil Torres' kontrakt med Chelsea udløbe, hvorefter han kan skifte klub på en fri transfer.

Fernando Torres kom igennem ungdomsrækkerne i Atlético Madrid, og tilbage i 2007 blev han solgt til engelske Liverpool. Her tilbragte han fire gode sæsoner, inden han blev solgt til Chelsea. Her blev han dog aldrig en lige så stor succes, som han var i Liverpool og Atlético Madrid.