Paris Saint-Germain står over for en vigtig kamp onsdag aften ude mod Chelsea, men den største udfordring findes internt på holdet.
Der gemmer sig gode fodboldfortællinger onsdag aften på Stamford Bridge. Det er en gengivelse af sidste års kvartfinale, hvor Chelsea sendte PSG ud i de døende minutter af returopgøret. Det er historien om den pressede verdensmester og PSG-træner Laurent Blanc, der skal levere i Champions League for at beholde sit job. Og så er det rigmandsduellen mellem Chelsea med den russiske rigmand Roman Abramovitj, der i årevis har skudt milliarder af kroner ind i Chelsea, og PSG med ejer Nasser Al-Khelaifi med næsten ubegrænsede Qatar-milliarder i ryggen.
Men det er internt på det franske mandskab, der gemmer sig en konflikt i den tavse spænding og det problemfyldte forhold mellem to store offensive navne og to store egoer: 28-årige Edinson Cavani og 33-årige Zlatan Ibrahimovic.
Kultursammenstødet mellem den kristne og troende Cavani og den flagrende og flamboyante Ibrahimovic har været det helt store fokuspunkt på pressemøde efter pressemøde i denne sæson for den franske presse. Hver evig eneste lille aflevering eller mangel på samme mellem de to er blevet drejet, vendt og analyseret til ugenkendelighed.
Grunden til det skal findes i en skarp duel om at spille som forreste angriber på PSGs mandskab. Zlatan Ibrahimovic har siddet tungt på den plads, som Cavani selv foretrækker, hvilket har betydet, at Cavani har måttet se sig selv blive rykket ud på kanten. Ikke meget er blevet sagt af hovedpersonerne selv, men Cavani gav lidt luft for sin frustration sidste forår, da PSG stod overfor onsdagens modstander Chelsea i Champions League-kvartfinalen. Edinson Cavani gav som optakt til kampen udtryk for stor utilfredshed omkring sin egen position i klubben i et interview med L’Equipe.
»Det er ikke let for en angriber at skulle markere og udføre andre opgaver i den dur. Jeg ønsker ikke at tale om ofre, fordi jeg giver det, jeg har i mig, men jeg indtager en mere defensiv rolle end før. Jeg er mere forsvarer nu, og det er vanskeligt, fordi da jeg kom til klubben, havde jeg en anden opfattelse af min position,« sagde Cavani dengang.
Kigger man nøgternt på tallene, har Zlatan Ibrahimovic været klart bedst over de seneste sæsoner. Svenskeren bruger færrest minutter på at score af de to offensive esser. Cavani har dog grebet chancen i Champions League, mens Ibrahimovic var skadet i efteråret. Senest var Cavani også franskmændenes målscorer i det første opgør i Paris mod Chelsea. Og det er netop i Champions League, at Cavani er kommet i gang. Spørgsmålet er så, om han kan fortsætte formen onsdag mod Chelsea ved siden af Ibrahimovic, der udfylder Cavanis ønskeposition som forreste angriber.
