Gruppe af borgere kører på frihjul. 1.446 borgere har flere end 10 ubetalte bøder hos Aarhus Kommunes Borgerservice.

1.446 borgere har flere end 10 ubetalte bus-bøder hos Aarhus Kommunes Borgerservice. En enkelt har samlet 170-180 bøder, skriver Jyllands-Posten.

»Vi vidste godt, at hovedparten ligger i gruppen med få bøder, men der er også en gruppe, som kører på frihjul eller også er meget glemsomme,« siger Lene Hartig Danielsen til avisen.

Hun er chef for kommunens borgerservice, som efter første rykker overtager opkrævningen fra Midttrafik.

JP Aarhus kunne i sidste uge fortælle, at bussnydere skylder 45,7 mio. kr. i ubetalte kontrolafgifter. Ifølge borgerservices opgørelse er der 9.027 borgere med ubetalte kontrolafgifter, som i dag står bussnyderne i 750 kroner per styk.

»Det er klart, at der er forskellig betalingsevne og -vilje, men der er ikke nogen, vi lukker øjnene for. Alle sager bliver fulgt op, og det er en sag for os, uanset om man skylder for rigtig mange bøder eller blot en,« siger borgerservicechefen til Jyllands-Posten.

Tre måneders fængsel

At det kan koste dyrt at køre gratis i offentlige transportmidler blev illustreret ved Retten i Glostrup forleden. Her blev en 46-årig hjemløs mand idømt tre måneders ubetinget fængsel, fordi han gennem næsten seks år fra 2008 til 2014 kørte hele 928 gange i S-tog uden at have billet.

I forbindelse med sagen krævede DSB 696.000 kroner i erstatning. Det krav tog retten ikke stilling til, men henviste det til et civilt søgsmål.