Aarhus holder vejret før demonstrationer
Den største jyske politiindsats i 35 år skal sikre, at eftermiddagens to demonstrationer i Aarhus ikke kommer ud af kontrol.
Den største jyske politiindsats i 35 år skal sikre, at eftermiddagens to demonstrationer i Aarhus ikke kommer ud af kontrol.
Politiet er massivt til stede i Aarhus denne lørdag. Der er tale om den største politiindsats i Jylland i mindst 35 år, og den skal sikre, at dagens to demonstrationer i Aarhus ikke udvikler sig voldeligt.
Klokken 13 begynder demonstrationen »Aarhus for Mangfoldighed« på Rådhuspladsen. Efter en velkomsttale fortsætter den i optog gennem byen for at slutte på Bispetorv med flere talere og musik.
Flere folketingspolitikere - blandt andet fra Enhedslisten - har meldt deres ankomst. Det samme har mindst 400 personer, der tager turen fra København til Aarhus i busser. Politi og arrangører forventer samlet mellem 2000 og 3000 deltagere.
Klokken 14 begynder Danish Defence Leagues demonstration i Mølleparken, der ligger få hundrede meter fra Rådhuspladsen. Her kommer højreekstremister fra hele Europa.
Lederen af English Defence League, Stephen Lennon, regner med 300 deltagere.
- Vi forventer ikke et stort antal deltagere i Aarhus. Vi håber, at det bliver begyndelsen på en europæisk bevægelse, der vil blive ved med at vokse, siger Stephen Lennon til BBC.
Han håber, at demonstrationen vil danne grobund for en pan-europæisk bevægelse mod det, som English Defence League kalder »islamifiseringen af Europa«.
Demonstranterne skal blive i Mølleparken frem til klokken 17.
Langt hovedparten af byens restauratører og handlende holder åbent som normalt, men man er klar til at lyn-lukke stederne, hvis politiet pludselig skulle opfordre til det.
De to demonstrationer vækker international opsigt. 10 udenlandske politifolk og forskere er på plads for at følge politiets arbejde. Gruppen kommer fra EUs politi-netværk Cepol, og folkene skal tale med både politifolk og demonstranter.
- Hele formålet med projektet er at få en fælles europæisk tilgang til, hvordan man respekterer folks menneskerettigheder i forhold til talefrihed, og at politiet agerer dialogbaseret i forhold til borgerne, siger chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Bent Preben Nielsen, til P4 Østjylland.
Der har tidligere været rygter om, at flere højreekstremister ville dukke op i Aarhus allerede fredag aften, og at det kunne give anledning til ballade.
- Vi har godt hørt forlydenderne, men der har ikke været noget som helst. Både fredag aften, nat og lørdag formiddag har der været ligeså fredeligt i Aarhus, som der plejer at være, siger Georg Husted, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.