Lørdagens to demonstrationer er nu i fuld gang, og der har ikke foreløbig været optræk til ballade. Med til historien hører, at politiet er massivt til stede i Aarhus. Det er svært at kigge et sted i midtbyen, uden at få øje på mindst en betjent eller et af politiets karakteristiske salatfade.

Danish Defence League holder sin demonstration foran Hovedbiblioteket i Mølleparken, hvor cirka 200 højreekstremister fra hele Europa er samlet. Ifølge programmet skulle demonstrationen begynde klokken 14, men først efter knap et kvarter dukkede bussen op med medlemmer fra German Defence League.

Med sig havde de forskellige flag og mærkater med Kurt Westergaards verdensberømte tegning af profeten Muhammed ledsaget af teksten »Muslims go home«. Frem til klokken 17 vil forskellige talere udlægge teksten i Mølleparken.

Demonstrationen, som »Aarhus for Mangfoldighed« holder, startede på Rådhuspladsen klokken 13 med et par talere og musik. Efter en halv time tog de 3.000-4.000 deltagere hul på turen gennem Aarhus. Da menneskemylderet nåede Bispetorv, fortsatte talerne og musikken. Den endelige liste med talere er uklar, idet demonstrationen har været ramt af flere afbud. Hovedtaleren, norske Åsmund Aukrust, der var til stede, da Anders Behring Breivik gik amok på Utøya i Norge, har måttet melde afbud, og det samme gælder formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fahti El-Abed. Op til demonstrationen forlød det også, at skuespilleren Lone Hertz ville være blandt talerne, men det har aldrig været planen, oplyser arrangørerne til stiften.dk.