Bikinisæsonen lurer forude. Og udsigten til at skulle skrue flæsk, strækmærker, appelsinhud og andet 'levet liv' ned i en bikini, kan jage en skræk i livet på selv det slankeste siv.

En ny undersøgelse, som Magasinet Shape har offentliggjort i samarbejde med FitSugar (læs mere i artiklen 'Kvinder vil ofre sex for bikinikroppen' på denne side) viser, at omkring 82 procent af studiets kvinder føler sig pressede til at tabe sig inden sommertiden. Bikinien er således et forbistret forstørrelsesglas, der sætter fokus på alle kroppens 'skønhedsfejl', og maner mindreværdet frem i samtlige kvinder.

Èn ting er det generelle mismod over lidt ekstra guf på sidebenene, men hvad gør man, når mere end et par kilo adskiller én fra damebladenes attråværdige bikini-babe krop? Og skal kvinder, der har passeret størrelse 42, helt afholde sig fra at trække i badetøjet? Slet ikke, hvis man spørger den unge, amerikanske blogger Gabi Gregg fra sitet www.xojane.com. I protest mod samtidens fetish for den perfekte (slanke) bikini-krop, opfordrer Gregg (en størrelse 46) sine buttede medsøstre til at sende deres egne bikini-billeder ind til sitet.

- Vores kultur er så besat af, at man skal have en 'bikini-klar krop', at alene tanken om, at én på min størrelse ifører sig badedragt, endda en bikini, er chokerende for de fleste, blogger Gabi Gregg på xojane.com og akkompagnerer indlægget med et foto af sig selv, iført det hun kalder en 'fat-kini'.