Alborg Håndbold kan for femte gang på fem år præsenterer overskud på klubbens bundlinje. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

»Vi er stolte af, at vi igen kan præstere et overskud samtidig med, at vi fortsat er med helt fremme på den sportslige scene, både nationalt og internationalt,« siger Eigild B. Christensen, bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold.

Overskuddet for sæsonen 2014-2015 lyder på 48.943 kr. før skat. Og det kan muligvis tilskrives klubbens gode præstationer - både på nationalt og europæisk niveau.

»Vi spillede igen med om medaljerne i den hjemlige liga, selv om det desværre kun blev til en fjerdeplads. Til gengæld nåede vi for andet år i træk blandt de 16 bedste hold i Champions League og blev slået ud af FC Barcelona. Ligeledes var vi igen kraftigt medie eksponeret med ikke færre end 21 tv-kampe med flere end tre millioner seere.«

De gode resultater i sæsonen 2014-2015 gør da også, at klubben har høje forventninger til den nuværende sæson.

»Vores sportslige målsætninger for sæsonen 2015-2016 er fortsat at spille med om DM-medaljerne til foråret, kvalificere os til Final4 i pokalturneringen og at spille os i gruppespillet i EHF Cuppen, der finder sted i februar og marts. Desuden forventer vi igen et positivt økonomisk resultat,« siger Eigild B. Christensen i pressemeddelelsen.