Steaua Bukarest måtte se bort fra deres klubnavn, logo samt normale spilledragter i søndagens kamp mod CSMS, fordi de har tabt en retssag mod det rumænske forsvarsministerium.
På måltavlen blev de rumænske mestre refereret til som 'Gazde', hvilket er det rumænske ord for 'værter'. Deres normale rød-blå spilledragt var ligeledes skiftet ud med en gul en af slagsen. Klublogoet på de gule spilledragter var desuden skiftet ud med en tom firkant, mens klubnavnet også var fjernet fra alt, hvad der hedder træningstøj- og udstyr.
Steaua Bukarest blev tilbage i 1947 stiftet som 'hærens klub', men det har ikke været med forsvarets fulde velsignelse. Tilbage i 2011 lagde ministeriet nemlig sag an omkring logo- og navnerettigheder - en sag, der senere kom for højesteret, og her tabte fodboldklubben altså i onsdags.
Steaua, der er i Europa League-gruppe med de forsvarende danske mestre, AaB, har dog fået lov til fortsat at bruge navnet, logoet og klubfarverne i europæisk fodbold. Når de på torsdag møder Dynamo Kiev i den sidste gruppespilskamp, vil de derfor fremstå som de plejer.