AC Horsens havde chancen for en perfekt Superliga-premiere ude mod AaB, men nordjyderne fik reddet uafgjort i land med et sent mål til stor ærgrelse for udeholdets Kim Aabech.
»Jeg er skuffet over resultatet. Når man fører 1-0 i det 88. minut så skal man også vinde kampen,« sagde Kim Aabech efter kampen til Eurosport 2.
Gambianeren Bubacarr Sanneh havde bragt oprykkerne foran ti minutter ind i anden halvleg med et hovedstødsmål efter hjørnespark, men tre minutter før tid fik AaB udlignet ved Markus Holgersson. Den nyindkøbte svensker var hurtigt over bolden, da AC Horsens-målmand Nicklas Dannevang måtte give en returbold efter et hårdt skud fra Rasmus Würtz, som havde taget chancen fra 15 meters afstand.
»Vi spiller rigtig godt i første halvdel af anden halvleg. Derefter falder vi for langt tilbage, og der er AaB for gode. Og de får jo også scoret til sidst,« sagde Kim Aabech, som er kommet til AC Horsens inden denne sæson fra AGF.
»På den anden side fik vi vist, at vi er gode nok til at være her. Vi spillede lige op ude mod AaB, selvom de havde overtag i spillet,« sagde den 33-årige angriber.
I AaB-lejren hæftede Kasper Risgård sig ved, at holdet trods alt fik fightet sig til et enkelt point. Det skal ses i forhold til, at holdet i de sidste fem kampe af sidste sæson blot fik et enkelt point og røg ud af medaljestriden. Her havde holdet tendens til at falde sammen, når det kom bagud.
{embedded type="node/webtv_link" id="45525327"}
»Vi har arbejdet med at stå sammen i svære tider, og det viser vi i dag, hvor vi har det svært i anden halvleg, men hvor vi alligevel får scoret tre minutter før tid,« sagde Kasper Risgård.