Salget af Lucas Andersen til Ajax skæpper godt i AaBs slunkne kasse, og udvikler den 17-årige spiller sig, som mange forventer, kan der ligge rigtig store penge og vente på nordjyderne.
Ifølge sporten.dk's oplysninger scorer AaB mellem 1 og 1,5 mio. euro her og nu, svarende til mellem 7,5 og 11 mio, kr., men transfersummen vil stige i takt med, at den unge spiller får flere kampe for hollænderne, lige som AaB kan se frem til op imod 15 procent af den sum, Ajax måtte sælge Lucas Andersen videre for.
- Vi har fået et rigtig godt beløb, og vi har fået det hurtigt, hvilket vi havde brug for. Derudover har vi fået en fornuftig trappe på bonussen plus en videresalgsklausul, lyder det bekræftende fra Lynge Jakobsen.
Sportsdirektøren afslører over for sporten.dk, at han forleden modtog og accepterede et bud fra en helt anden klub end Ajax, der betød, at Lucas Andersen ville forlade AaB til vinter. Derfor kunne han med god samvittighed melde ud, at AaB-truppen ville være uændret efter dette transfervindue, men da Ajax kom på banen, tog sagen en anden drejning:
- Ajax er enhver ung spillers drøm, og da Lucas hørte om Ajax, var han ikke i tvivl om, at det var det, han ville. Som sportsdirektør er jeg også glad for i det mindste at sende ham til en god klub, hvor vi ved, at han får en god behandling, når nu vi ikke kunne beholde ham her i Aalborg, siger Lynge Jakobsen.
