AaB er tilbage på vindersporet i europæisk fodbold.
Efter at have lidt nederlag i sine foregående to internationale opgør sammenlagt 0-10 mod cypriotiske APOEL og rumænske Steaua Bukarest, rejste træner Kent Nielsens tropper sig, da en underholdende og intens hjemmekamp for øjnene af blot 4.741 tilskuere på Aalborg Stadion mod portugisiske Rio Ave blev vundet 1-0.
Resultatet betyder, at AaB fortsat er med i kampen om en af Europa League-puljens to øverste pladser, der giver adgang til forårets cup-kampe.
Således føres puljen af Dinamo Kiev, der med sejr på 3-1 over Steaua Bukarest, er i front med seks point, mens AaB og rumænerne følger efter med hver tre point.
Den målløse første halvleg mellem AaB og Rio Ave var jævnbyrdig.
Det var dog AaB, der indledte bedst. Blandt andet havde Nicolaj Thomsen et langskudsforsøg, der gik tæt forbi mål.
Højdepunktet kom dog i det 28. minut, hvor tilskuerne på Aalborg Stadion var overbeviste om, at Nicklas Helenius på et hovedstød efter et hjørnespark af Donny Gorter havde bragt nordjyderne foran 1-0. Men målet blev annulleret, fordi Rasmus Thelander ifølge den franske dommer Tony Chapron begik frispark mod Emmanuel Boateng.
Om det var på grund af denne frustration, at AaB de efterfølgende minutter lod Rio Ave komme ind i kampen skal være usagt.
Men sandt var det, at portugiserne kort tid efter havde sin største målchance:
Anfører Tarantini fyrede kanonen af på et frispark udenfor AaBs straffesparksfelt. Men på flotteste vis fistede nordjydernes målmand Carsten Christensen, der var med i stedet for karantæneramte Nicolai Larsen, bolden til hjørnespark.
Også anden halvleg åbnede AaB bedst.
Således var der blot gået 53 sekunder før Nicklas Helenius på et veltimet hovedstød efter oplæg fra Donny Gorter havde bragt hjemmeholdet foran 1-0.
Efterfølgende tog Rio Ave teten. Men ikke mindst takket være blændende styrmands-arbejde af Rasmus Würtz i AaBs 'maskinrum' midt på banen, blev stormen reddet af.
Uanset hvordan det kommer til at gå AaB i Europa League er deltagelsen en økonomisk guldgrube.
For udover en større to-cifret million-bonus for at have kvalificeret sig, indkasserer man 100.000 Euro (ca. 750.000 kroner) for et uafgjort resultat, mens der er det dobbelte beløb for en sejr.
Da kvalifikationen til puljespillet kom i hus opjusterede AaB A/S årsregnskabet fra et plus på 13 mio. kroner til et overskud på mellem 40 og 50 mio. kroner.
- Hvis vi havde været ene om at repræsentere Danmark, og var vi kommet i en pulje med klubber, der har større publikumstække end Rio Ave, Steaua Bukarest og Dinamo Kiev, kunne vi have tjent endnu mere, siger AaBs administrerende direktør Stephan Schors, der baserer sine forventninger på, hvad andre danske klubber har tjent på Europa League-deltagelse de seneste år.
AaB spiller sin næste kamp i Europa League 23. oktober, når Dinamo Kiev gæster Aalborg.
---
KAMPFAKTA
AaB-Rio Ave 1-0 (0-0)
MÅL: 1-0 Nicklas Helenius (46.).
ADVARSLER: AaB: Henrik Dalsgaard (40.). Anders K. Jacobsen (81.). Rio Ave: Pedro Moreira (62.). Alhassan Wakaso (82.). Ahmed Hassan (86.). Tarantini (90.).
UDSKFTNINGER: AaB: Andreas Bruhn ind for Frederik Børsting (66.). Thomas Augustinussen ind for Nicklas Helenius (78.). Thomas Enevoldsen ind for Anders K. Jacobsen (90.). Rio Ave: André Vilas Boas ind for Prince-Desiré Gouano (43.). Ahmed Jassan ind for Pedri Moreira (63.). Renan Bressan ind for Emmanuel Boateng (74.).
UDVISNINGER: ingen
DOMMER: Tony Chapron, Frankrig
TILSKUERE: 4.741 på Aalborg Stadion