En af AaBs mest markante profiler dette efterår, Lasse Nielsen, vil til trods for holdets og personlig succes fortsat væk. Og kun til udlandet.

Den stærke forsvarsspiller har kontraktudløb nu til sommer, men allerede i januar kan et skifte over landegrænsen blive en realitet. AaB indtager en øjeblikkelig andenplads i Superligaen, men succesen ændrer ingenting for Lasse Nielsen:

- Nej, jeg har taget min beslutning, om at skulle prøve noget nyt. Jeg har brug for at blive set på med nye øjne og prøve mig selv af i et nyt miljø. Selvfølgelig vil jeg gerne slutte godt af i AaB, men det betyder ikke, at jeg overvejer at blive, fordi vi klarer os godt lige nu, siger Lasse Nielsen til BT fredag.

Udenlandske klubber har allerede vist interesse, men først efter efterårssæsonens sidste runde i weekenden, vil Lasse Nielsen sætte sig ned og kigge nærmere på det.

- Jeg ved, der er interesse for mig. Men hvilke klubber, og hvor konkret interessen er, har jeg valgt at vente med at høre om, før sidste kamp er spillet i weekenden. Så sætter vi os ned, min agent, AaB og mig, og så må vi se om, der allerede skal ske noget nu her i januar, eller om det må vente til sommer.

Ifølge 25-årige Lasse Nielsen skyldes udlængslen, at han har brug for luftforandring efter mere end 130 kampe for nordjyderne.

- Jeg vil gerne prøve mig ad andre steder end Haderslev Stadion, Farum Park og hvad det ellers hedder herhjemme. Jeg føler, jeg nu har den rette alder og erfaring til at prøve noget nyt. Jeg trænger til nye udfordringer og få noget hår på brystet i et nyt miljø uden at være omgivet af familien, vennerne og de holdkammerater, jeg har spillet sammen med siden ungdomsalderen. Jeg vil testes i udlandet. Først og fremmest på det fodboldmæssige selvfølgelig, men helt sikkert også på det personlige plan.

- Hvis jeg selv skulle bestemme, vil jeg gerne til Premier League eller Bundesligaen, men nu må vi se, hvad der byder sig, siger den tidligere U21-landsholdspiller om sin drømmedestination.

Lasse Nielsen fik for et års tid siden debut for A-landsholdet, da det blev til et indhop i venskabskampen mod Slovakiet. Mandag kan han så spille afskedskamp for AaB, når de på hjemmebane tager imod Viborg.