AaB leverede sensationen. På udebane blev et 1-0-nederlag til Dinamo Zabreb i Champions League-kvalifkationen vendt til samlet sejr. 2-0 sluttede kampen, der dermed betyder, at to danske hold er klar til den sidste kvalifikationsrunde før gruppespillet i den største europæiske turnering.

Men det holdt hårdt for de forbilledligt kæmpende nordjyder, der skulle helt hen til det 85. minut, før den forløsende 2-0-scoring blev hamret i nettet af Anders K. Jacobsen.

Det var ellers Dinamo Zagreb, der kampen igennem sad på spillet og også havde langt de fleste chancer. Men mens AaB manglede skarpheden i det første opgør, var det denne gang de kroatiske spillere, der ikke kendte sin besøgstid.

Zagreb var ellers tæt på at slukke AaBs europæiske drømme efter 13 minutter. Marcelo Brozović tog et raid med bolden og afsluttede flot fra kanten af feltet, men heldigvis for nordjyderne var keeper Nicolai Larsen vågen og kom flot ned til stolpen og reddede til hjørnespark.

Efterhånden som minutterne gik, kom AaB bedre og bedre med i kampen. Og efter 36 minutter kom den forløsende scoring. Anders K. Jacobsen viste noget af den skarphed, holdet i den grad manglede i det første opgør. Nikolaj Thomsen erobrede bolden midt på banen og sendte Jakob Blåbjerg af sted i dybden. Inde foran mål fandt den angrebsivrige back Anders K. Jacobsen, der med største selvfølgelighed bragte nordjyderne foran.

Nordjyderne fik en gylden mulighed for at bringe sig yderligere foran fem minutter inde i anden halvleg ved Kenneth Emil Petersen. Men forsvarsspilleren viste med al tydelighed, hvorfor han tilbringer størstedelen af de 90 minutter på egen banehalvdel. Selvom den 29-årige AaB-spiller havde helt frit skud lidt uden for det lille felt, blev bolden braget flere meter over Zagrebs mål.

I den anden ende af banen fortsatte Nicolai Larsen de imponerede takter. Dinamo Zagreb intensiverede presset mod AaB-målet og fik også sendt flere kvalificerede afslutninger af sted fra distancen, men hver gang fik 23-årige Nicolai Larsen blokeret.

Men bedst som det trak op til en udlignende scoring, slog AaB kontra. Anders K. Jacobsen, også kaldt "AK47", tog sagen i egen hånd. Efter en ét-to-kombination med indskiftede Thomas Enevoldsen tog han chancen fra en spidsvinkel. Og til stor forundring for et stort set mennesketomt Maksimir Stadium sejlede bolden ind bag Eduardo i Zagreb-målet.

Herefter blev sejren kørt sikkert hjem til stor jubel for de AaB-bænken og de få medrejste fans.