A-kasserne roser Mette Frederiksens indsats
Formanden for AK-Samvirke har kun rosende ord tilovers for Mette Frederiksen, som har sagt farvel til Beskæftigelsesministeriet for at indtage posten som justitsminister.
Formanden for AK-Samvirke har kun rosende ord tilovers for Mette Frederiksen, som har sagt farvel til Beskæftigelsesministeriet for at indtage posten som justitsminister.
Mette Frederiksen (S) efterlader sig et godt indtryk hos formand for brancheorganisationen AK-Samvirke Torben Poulsen, efter hun i tre år har stået i spisen for Beskæftigelsesministeriet.
»Mette Frederiksen har gjort en kæmpe indsats som beskæftigelsesminister, fordi hun har en stor indsigt i arbejdsmarkedsområdet, og der er ingen tvivl om, at det har kommet både hende og arbejdsmarkedet til gavn,« siger Torben Poulsen.
Formanden, der repræsenterer 2,1 millioner medlemmer, ser dog samtidig frem til et samarbejde med den nye beskæftigelsesminister, Henrik Dam Kristensen (S).
»Vi ved fra de tidligere ministerposter, Henrik Dam Kristensen har haft, at dem har han løftet rigtig flot. Han har været god til at sætte sig ind i stoffet i de forskellige områder, han har arbejdet inden for, og det ser vi også, at han gør her,« siger Torben Poulsen.
Han understreger, at der venter den nyudklækkede beskæftigelsesminister en stor opgave.
»Der ligger en kæmpe opgave til Henrik Dam Kristensen, fordi han skal sørge for at få implementeret den nye beskæftigelsesreform på en rigtig god måde, sådan så det bliver muligt både for jobcentre og a-kasser at få løftet de opgaver, der følger beskæftigelsesreformen,« siger formand Torben Poulsen.
Henrik Dam Kristensen overtager sin nye ministerstol fredag klokken 15.