99 minutter i overtal var ikke nok. Hjemmebanefordelen var ikke nok. Og to føringer var heller ikke nok. Chelsea kunne bare ikke slå Paris SG i en actionfyldt ottendedelsfinale i Champions League, der gav Paris SG sejren efter 2-2 og samlet 3-3 på reglen om udebanemål - det ene af den tidligere Chelsea-favorit David Luiz.
Det så ellers helt skidt ud for de franske gæster efter en halv times spilletid. Hvis Zlatan Ibrahimovic er Superman, er José Mourinho nemlig hans kryptonit. Otte kampe har den svenske fodboldhelt nu spillet mod sin tidligere træner, og heller ikke i den anden ottendedelsfinale mellem Chelsea og Paris SG skulle det lykkes Zlatan Ibrahimovic at hverken score eller assistere et mål mod Mourinho.
Prinsen af Paris blev sendt ud og måtte se de sidste 99 minutter af kampen fra sidelinjen.For hvad der lignede en reel kamp om bolden med Chelseas Oscar midt på banen, endte med at blive til et direkte rødt kort til Zlatan Ibrahimovic, der dermed måske blev offer for en fuldstændig perfekt mediestrategi fra sin tidligere mentor i Inter, José Mourinho. Sædvanen tro havde portugiseren inden kampen valgt sig et tema for sit pressemøde, og det blev 'Mission: Paris spiller hårdt'.
"I denne sæson har vi spillet mod hold fra Championship, hold fra League One og Shrewsbury fra League Two, men det mest aggressive hold har været PSG," sagde Mourinho til pressemødet.
Da Zlatan Ibrahimovic gled ned i en lidt satset tackling, blev det altså til et direkte rødt kort. Det fjerde i turneringen for svenskeren.
Med den delte rekord som spilleren, der har modtaget flest røde kort i Champions League nogensinde kunne Ibrahimovic trave nedtrykt ud af Stamford Bridge og efterlade ti holdkammerater til en meget svær opgave, der krævede mål for avancement.
Det så længe ud til ikke at komme, og da Chelseas Gary Cahill scorede til 1-0 med ti minutter tilbage på en tilfældig nedfaldsbold efter et hjørnespark, lignede det 'au revoir Paris'. David Luiz ville dog ikke tidligt hjem fra sin tidligere hjemby London, og brasilianeren sørgede for forlænget spilletid med sit stenhårde hovedstødsmål kort før tid. 1-1 var det samme resultat som i Paris, og så var der dømt forlænget spilletid.
Her skulle Chelsea bruge et straffespark til at bringe sig 2-1, da Thiago Silva højt løftede arm ramte bolden. Eden Hazard var iskold på det straffespark, men ligeså kold var Thiago Silva, da han selv afgjorde kampen til parisernes fordel.
Den brasilianske midterforsvarer steg til vejrs og headede endnu et hjørnespark i nettet og sørgede for en umulig triumf på Stamford Bridge. En mand i undertal. Uden Zlatan Ibrahimovic.
