Lise Nørgaard fejrede tirsdag sin fødselsdag med børn og svigerbørn og en dyb taknemmelighed over at kunne klare sig selv

Man siger, at vejret på ens fødselsdag er et tegn på, om man har været et ordentligt menneske i det forgangne år.

Men dét ordsprog lægger Matadors mor Lise Nørgaard ikke meget i.

»Jeg er så vant til det. Det regner altid på min fødselsdag,« siger hun bare med en lille kluklatter om gårdsdagens fødselsdag, der altså fandt sted i silende regn.

99 år blev Lise Nørgaard. En imponerende høj alder i en tid, hvor middellevetiden for kvinder er 82,5 år. Dermed har hun slået gennemsnittet med hele 16,5 år.

Men den præstation er ikke den eneste, som fødselaren glæder sig over dagligt.

»Der er mange ting, der kan gøre mig glad. Men én af dem, der glæder mig allermest, er, når jeg hver morgen selv går i bad. Tager et dejligt varmt brusebad og så iskoldt vand bagefter. Dagligt minder jeg mig selv om, hvor heldig jeg er, at jeg kan klare det selv og ikke skal vaskes af det offentlige hver 14. dag. Dét står for mig som det værste, man kunne opleve,« siger Lise Nørgaard med væmmelse i stemmen.

»Men også at man kan komme op på egne ben om morgenen og være selvhjulpen. Det er den slags, man skal glæde sig over, så længe det varer. Og det er jo nok ikke for evigt,« konstaterer hun tørt.

»Næh,« tilføjer hun, »jeg er såmænd glad, så længe jeg bare har det godt.«

Og det har hun haft, Lise Nørgaard.

Klarer skærene selv

Det er efterhånden flere år siden, at den folkekære forfatter faldt og brækkede lårbenet. Et fald, der resulterede i et langt – og kompliceret – hospitalsophold og derefter tvang hende til at flytte til en mere ældrevenlig bolig i Skovshoved nord for København.

Hvor hun altså insisterer på at klare skærene selv.

Og havde det stået til Lise Nørgaard, havde hun også fyldt lejligheden med familie og venner på fødselsdagen i går.

Men alderen sætter dog enkelte begrænsninger. Og derfor blev dagen fejret på restaurant sammen med døtre og svigersønner, og lørdag fejrer hun så sig selv sammen med børne- og oldebørn i Tivoli, mens ’Korsbæk’ på Dyrehavsbakken på søndag fejrer Matadors mor og hendes fødselsdag.

»Hvad jeg ønsker mig? Det ved jeg snart ikke. Men jeg har allerede fået en dejlig gave af en af mine døtre, som gav mig en tur i Operaen med forudgående fortæring. Det var virkelig dejligt!«