Laura Juul, Berlingske Nyhedsbureau

Der er meget at vinde for virksomheder ved at lade chauffører og andre medarbejdere gå til køreundervisning igen, efter de måske for længst har taget kørekort. Sådan lyder det fra to virksomheder, der begge har indført trafikpolitikker for deres medarbejdere. Det har både medvirket til at nedbringe antallet af ulykker blandt medarbejderne, lige som det også har medført besparelser på materielle skader og brugen af brændstof.

- Tilbage i 2007-8 gjorde vi det, at vi satte meget fokus på den måde, chaufførerne kører lastbilerne på. Og det har blandt andet betydet, at vi har haft nogle af vores lastbilchauffører på kursus i økonomikørsel. Her fik de blandt andet lov til at køre en rute, som de selv plejer at køre den, og bagefter kørte de en rute, hvor de blev vejledt i at bruge bilens energi, både når de accelererer, og når de sætter farten ned, så de også er forudseende ude i trafikken og også bruger mindre brændstof, siger Peter Sørensen, logistikchef i Arla Foods, der hver dag har 300 lastbiler på de danske veje, og som sammenlagt kører 38 millioner kilometer om året.

I asfaltvirksomheden Colas Danmark skal alle medarbejdere på kørekursus - også selv om de ikke sidder bag et rat i deres daglige arbejde.

- Vi har valgt at sende alle vores medarbejdere på kursus i en prioriteret rækkefølge. Lastvognschauffører kører de farligste køretøjer, så de skal igennem, uanset hvad, med det samme. Derefter prioriterer vi dem, der er under 26 år, de skal også igennem hurtigst muligt. Derefter dem, der kører med store varevogne og trailer, og så kommer kontorpersonalet til sidst, siger sikkerhedsansvarlig Finn Bülow.

- Ved kurset kommer alle til en teoriprøve lige som i det virkelige liv, og der dumper 95 procent. Sådan er det også generelt, hvis man stopper 100 bilister på Roskildevej, siger Finn Bülow.

Virksomhedens medarbejdere kommer også til at genopleve den praktiske køreprøve som en del af kurset, og her er det 50 procent, der dumper, lyder det.

- Alle får alle fejl at vide, og vi diskuterer, hvad vi kan gøre for at blive bedre alle sammen, siger Finn Bülow.

Og det har ført gode resultater med sig.

- Vi gik i gang med det her af hensyn til medarbejderne, men det er helt sikkert, at som sidegevinst kan vi se, at vi har sparet både på forsikringspræmier og på skader. Hvor meget vi har sparet i sygedage er svært at gøre op, men vi kom ud af 2010 uden personskader overhovedet, siger han.

Hos Arla Foods har man ifølge Peter Sørensen generelt ligger lavt på antallet af trafikulykker, mellem nul og to om året.

- Men i og med, at de har en roligere adfærd ude i trafikken, så tror vi også, at de er bedre til at undgå uheld, når de er ude og har med andet arbejde at gøre.

Mandag indleder Rådet for Sikker Trafik sammen med Forsikring og Pension en ny indsats, der skal sætte fokus på virksomheders ansvar i trafikken.