De pårørende blev nægtet besked om voldtægt af deres 91-årige demente mor
En dement kvinde blev gennem fire måneder udsat for mindst syv-otte seksuelle overgreb på plejehjemmet Nybodergården i København, inden ledelsen greb ind. Det fortæller flere ansatte og tidligere ansatte til BT.
Overgrebene begyndte 27. oktober 2011. Daværende elev på Nybodergården Lenda Pedersen låste sig ind hos en mandlig dement beboer på plejehjemmet, fordi han ikke reagerede, da hun bankede på.
Da hun kom ind, så hun den mandlige beboer ligge nøgen oven på en 91-årig dement kvinde.
Manden havde sex med kvinden, som ifølge eleven lå passivt hen.
Eleven hentede straks hjælp hos en fastansat kollega, og de fik de to beboere skilt ad og hjulpet den ældre dame i tøjet og hjem til sig selv.
Kollegaen fortalte efterfølgende, at kvinden lå med opspilede øjne og råbte ’hjælp mig, hjælp mig’.
Stolede ikke på de ansatte
BT har været i kontakt med fem nuværende og tidligere ansatte på Nybodergården, som samstemmende har fortalt om episoder på plejehjemmet, som, de mener, har været stærkt grænseoverskridende for den ældre kvinde.
Efter den første episode ville personalet skrive i den journal, plejehjemmet fører over beboernes gøren og laden, at kvinden var blevet udsat for et seksuelt overgreb. De kontaktede ledelsen, som den dag var på et seminar, og derfor ikke var tilstede i bygningen, men herfra lød beskeden, at man skulle skrive, at beboerne bare havde ’hygget sig’.
Ifølge sygeplejerske på Nybodergården Christa Heister opfattede kollegerne den udmelding som total mistillid til personalets dømmekraft.
- Det var forfærdeligt. Episoden havde gjort et voldsomt indtryk på de ansatte. Man havde fundet en beboer, som så opskræmt ud, og som råbte om hjælp, og så stolede ledelsen ikke på de ansattes vidneudsagn, fortæller Christa Heister om dagene efter det første overgreb.
Gentagne overgreb
Efter den første episode kontaktede en ansat den demente kvindes pårørende. Men herefter fik personalet besked om, at det måtte de ikke, da de har tavshedspligt. Da den demente kvinde stadig var myndig, skulle hendes børn ikke inddrages.
Ledelsen lovede samtidig de pårørende, at de ville få besked, hvis noget lignende skete igen.
Og det gjorde det. I løbet af de næste fire måneder blev det seks-syv gange opdaget, at den demente mand havde eller forsøgte at have sex med den ældre kvinde. Hun blev også flere gange fundet med tøjet trukket af.
Personalets vurdering var, at den ældre kvinde ikke ønskede den seksuelle kontakt.
Men ifølge de ansatte gjorde ledelsen ingenting.
- Vi kan jo ikke bevise, at det er voldtægt, for vi har ikke set ham tvinge hende. Men man har ikke ladet tvivlen komme den ældre dame til gode. Hun er meget dement og den svage part i forhold til den anden beboer. Det tydede ikke på, at hun vidste, hvad der foregik og hvem, hun var sammen med. Og der var ingen nydelse eller glæde at spore i hendes ansigt, fortæller Christa Heister.
Måtte ikke sige noget
Ifølge de ansatte, BT har talt med, var medarbejderne i oprør og ville informere de pårørende.
- Men vi måtte ikke. De kolleger, som havde det tætteste forhold til kvindens pårørende, havde det meget svært. De kunne ikke se familiemedlemmerne i øjnene, fordi de havde det så dårligt over, at familien ikke vidste besked, fortæller en tidligere ansat.
Hun oplevede selv at få en advarsel for at være illoyal over for ledelsen, fordi hun havde drøftet situationen med kvindens praktiserende læge.
- Det var absurd. Efter min mening har ledelsen misforstået tavshedspligten. Den ældre kvinde virkede på et tidspunkt forpint. Det var efter, at der var sket flere overgreb. Hun ville ikke have bukserne af, og hun havde det skidt, fortæller Christa Heister, som til sidst ringede til kvindens datter og fortalte det.
Her efter talte datteren med ledelsen. Og efter endnu en episode, hvor manden pressede kvinden til sex i opholdsstuen, hvor alle andre beboere også havde adgang, tog ledelsen sagen alvorligt.
I dag har den ældre demente mand en vagt tilknyttet 24 timer i døgnet, og han får ikke lov til at være sammen med kvinden. Flere medarbejdere har forladt jobbet eller er blevet sygemeldt delvist som følge af ledelsens håndtering af sagen.
BT har været i kontakt med kvindens datter, som ikke ønskede at udtale sig til citat. BT har også forsøgt at få en kommentar fra forstanderen på Nybodergården Margareth Brandel, men hun har ikke reageret på BTs henvendelse.
ER DET I ORDEN AT OVERGREB BLEV HOLDT SKJULT FOR DE PÅRØRENDE? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR