Uanset vejr og vind træner han hver søndag omkring søerne i København. Ja, selv i snestorm kæmper han sig frem. Desuden går han til gymnastik og passer selv sin guldsmedeforretning på Frederiksberg. At han bor på fjerde sal uden elevator er også et plus for konditionen.

Målet for vinterens træning er debuten i B.T. Halvmarathon, hvor han skal løbe kvartmaraton.

- Jeg har tidligere holdt mig til Eremitageløbet, men nu synes jeg også, der skal være plads til et forårsløb, siger han.

Vilhelm Schomacker kom i gang med at løbe, da han fyldte 50 år og fik et par løbesko af sine børn. Da han fyldte 90, fik han også et par løbesko. Denne gang af kammeraterne på gymnastikholdet.

Han var i 2011 Eremitageløbets ældste deltager og fejrer 7. oktober 40 års jubilæum i Dyrehaven.

Et af hans mål er at slå aldersrekorden, som indehaves af den nu afdøde dansk/canadier Jan Eisenhardt. Han var 96 år, da han løb sit sidste E-løb. Som Vilhelm Schomacker smilende siger:

- Det kunne være sjovt at slå rekorden. Jeg har sagt til min læge, at han skal holde mig i live.

Vilhelm Schomacker kan snart fejre 70 års bryllup med Elsemarie, som er tidligere Eremitageløber, men i dag holder sig til bridge. Sidste år deltog Vilhelm i E-løbet med to børn og et barnebarn.

- Jeg nyder mine søndagstræningsture, og det er også en god tradition, at jeg får et glas snaps til maden bagefter, siger han. 

Af: Peter Fredberg