Præsten Kathrine Lillørs 89-årige mormor døde i sin datters arme, og det kunne have være en fredfyldt måde at ende sit liv på, men sådan skulle det ikke blive.

Det beskriver hun i en klumme på Berlingske

»Min mormor blev forsøgt genoplivet, selvom hun var død. Fra hun faldt om i min mors arme til ambulancen rystede af de stød, man sendte igennem hendes stille gamle hjerte, var der gået over tyve minutter. 89 år. Død i eget hjem den 4. maj, hvor man i stearinlysenes skær rev hende ud af sengen, ned på en båre, ud i en ambulance, selvom der ingen udsigt var til, at hun ville vågne igen. Hvordan kunne det gå til«? spørger hun.

Og svaret kommer hun selv med, for det var helt klare regler, som hjemmeplejen fulgte, da præstens mormor døde i 1998. Faktisk ringede de til ambulancen, før de ringede til den afdødes datter, og først tyve minutter efter hendes død ankom ambulancen - alligevel insisterede de på at hive hende ind i ambulancen for at genoplive hende.

»Min mor når at komme frem først, og min mormor udånder tydeligt i hendes arme. I minutterne efter, hvor min mor sidder med min mormor i favnen, kommer ambulancefolkene væltende. De kaster min mor til side og trækker min mormor ned på en båre og maser hende ud af lejligheden. Min mor forsøger at forhindre det, for min mormor var jo død,« fortæller Kathrine Lilleør til TV 2.

Den traumatiske oplevelse har efterladt familien med varige mén, for den død, der faktisk tegnede til at blive et smukt farvel, endte frygteligt for familien, der havde indstillet sig mentalt på, at mormoderen var ved at forlade verden.

»At udånde i en datters arme, er jeg ikke i tvivl om, at min mormor var glad for. Men hele efterspillet med ambulancefolk, genoplivningsforsøg og familiens samling omkring en hospitalsseng, stjal den sidste afsked fra os. Hvor vi ellers ville have samlet os i hendes stuer, grædt, sunget og lagt blomster ved hendes side, var vi nu henvist til hospitalets kliniske rammer,« skriver hun.

Og familien plages også af tvivl om, hvorvidt hun faktisk vågnede kortvarigt op med vilde smerter, da de elektriske stød blev sendt igennem den døde kvinde - uden familien var omkring hende.

Hun beskriver også, hvordan 'urgamle mennesker på plejehjem landet over skal forsøges genoplivet,' selvom mange drømmer om en død ved hjertestop. Men sundhedsvæsnet er så bange for døden, at man skal forsøge at genoplive dem for 'enhver pris.'

Personalet har nemlig pligt til at genoplive, og man kan ikke frabede sig det, med mindre en læge har skrevet i journalen, at man ikke ønsker det, og det tænker mange ikke over.

Og det er stadigvæk ikke en garanti for, at man kan undgå genoplivning. For man kan først få det skrevet ind i journalen, hvis man har haft en konsultation med lægen, men selvom det står i journalen, kan ønsket godt bortfalde, hvis ens helbredstilstand ændrer sig igen.

Derfor er der ifølge præsten ingen retsgaranti for, at man kan dø i fred, hvis man selv ønsker det.

»Vi må ikke dø - heller ikke, når vi gerne vil.«