Søndag løb to store indsamlinger af stablen. Den stort anlagte ’Hjælp Nu’ hos DR og og TV 2 samlede 86 millioner kroner ind til Syrien, mens Frelsens Hærs indsamling til blandt andet fattige familier og hjemløse håber på at nå 600.000-700.000 kroner.

Der var en del ærgrelse hos Frelsens Hær, da de fandt ud af, at DR, TV 2 og 12 nødhjælpsorganisationer valgte at lægge deres stort anlagte indsamlingsshow til Syrien og Syriens nærområder søndag 20. september. Præcis samme dag, som Frelsens Hærs indsamling ’Giv en hånd til Danmarks Udsatte’, skulle samle ind til blandt andet fattige familier og hjemløse.

Begge indsamlinger er nu ved at være overståede. Og mens indsamlingen på DR og TV 2 kan vise et resultat på over 86 millioner kroner, så håber Frelsens Hær at nå op mellem 600.000 og 700.000 til Danmarks mest udsatte. Selve ’dør-til-dør’-indsamlingen, som udelukkende var i København, gav 214.073 kroner oplyser Frelsens Hær.

»De 214.00 er et øjebliksbillede fra den del af indsamlingen, som er cool cash. Og det strømmer stadig ind med bankoverførsler og MobilePay. Så jeg håber, vi når op på et sted mellem 600.000 og 700.000 kroner. Men der går nogle dage, før vi har det endelige overblik«, siger informationschef ved Frelsens Hær, Lars Lydholm, til BT.

Svært at få indsamlere
Selvom resultatet ser ud til at blive fint for indsamlingen, der blandt andet skulle støtte hjemløse og fattige danske familier, så har processen langt fra været problemfri.

»Vi har ikke lavet den her type indsamling før, så vi har ikke et tidligere resultat at læne os op ad. Men det har ikke været helt nemt. Det var sværere at skaffe frivillige end, vi havde forventet. Og så regnede det store dele af den tid, vi samlede ind. Desuden var der rigtig mange, som ikke var hjemme, når vi bankede på. Og hvis de var hjemme, så var der mange, som ikke havde kontanter«, forklarer Lars Lydholm om indsamlingen.

Han kan ikke sige, om den samtidige indsamling hos DR og TV 2 har haft indflydelse på resultatet af Frelsens Hærs indsamling.

»Lige da det kom frem, at DR og TV 2 valgte at lægge deres indsamling samme dag, opstod der et stort mismod blandt vores indsamlere. Og mange spurgte, om vi ville aflyse vores indsamlig. Men det kunne vi ikke. Nu havde vi arbejdet hen imod den dag så længe. Og så håber jeg, at selvom der var to indsamlinger, så kan folk godt undvære 100 kroner til dem begge«, siger Lars Lydholm.

160.000 potentielle modtagere af støtten
Mange personer havde i løbet af sidste uge givet til kende på TV 2 og DRs Facebook-vægge, at de hellere så, at der blev samlet ind til Danmark og danskernes problemer end Syrien.

Det har Lars Lydholm også lagt mærke til. Og selvom han mener begge indsamlinger er værdige at støtte, så håber han, at de personer, som hellere vil støtte Danmark end Syrien og nærområder, følger op på deres ord og støtter de danskere, som Frelsens Hær samlede ind til.

»Vi har fået rigtig mange tilkendegivelser om, at folk gerne vil støtte Danmark. Og det håber vi, de følger op på. Der er masser af ting, som har brug for støtte i Danmark. Og vi har meget at tage fat på. I alt er det op mod 160.000 mennesker, som kan nyde godt af de indsamlede kroner«, uddyber Lars Lydholm.

Hvor meget Frelsens Hær og ’Giv en hånd til Danmarks Udsatte” ender med at få samlet ind vides først endeligt om et par dage. Men Lars Lydholm håber, som nævnt, på et sted mellem 600.000 og 700.000 kroner, når alt er talt op.

Spørger man politiker Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance, så burde den seneste tids debat om støtte til danskere og ikke flygtninge og Syrien have resulteret i et helt andet beløb til Frelsens Hærs indsamling til blandt andet hjemløse.

På Facebook skriver han blandt andet:

»Hvis bare halvdelen af de mennesker, der i går på Facebook skrev "hvorfor støtter vi ikke de hjemløse i Danmark i stedet for ofrene for den syriske borgerkrig?" rent faktisk støttede de hjemløse, så må der i dag være så mange millioner indsamlet til hjemløse, at det slår alle rekorder«.

Du kan se opslaget, som er blevet delt flere hundrede gange, herunder.