Rederiet Costa Cruises tilbyder nu 11.000 euro, svarende til omkring 82.000 kroner, til hver af de 3.000 passagerer, der var ombord på krydstogtskibet Costa Concordia, da det stødte på grund nær den italienske ø Giglio 13. januar. Det skriver Reuters.

LÆS OGSÅ: 

Selskabet tilbyder de omkring 82.000 kroner for tabte genstande og eventuelle psykiske skader hos de passagerer, der ikke kom fysisk til skade.

Der vil blive indgået individuelle aftaler med de passagerer, der kom fysisk til skade under evakueringen.

Desuden vil alle udgifter til hjemtransport og læger samt rejsens pris blive dækket.

SE BILLEDERNE: 

Ifølge aftalen skal de, som accepterer erstatningstilbuddet, indvilge i at droppe alle fremtidige sagsanlæg mod Costa Cruises.

Børn får samme erstatning som voksne, og alle dem, der accepterer tilbuddet, vil få pengene udbetalt indenfor en uge.

Ifølge forbrugerorganisationen Codacons’ talsmand, Carlo Rienzi, anbefaler man, at passagererne ikke accepterer aftalen og opfordrer dem til at gennemgå et lægetjek for at se, om de har lidt psykiske traumer som følge af forliset.

LÆS OGSÅ:

Codacons vil i stedet forsøge at få 125.000 euro, svarende til omkring 932.000 kroner, i erstatning, skriver Reuters.