Indtil 1858 var Themsen Londons kloak.

Læs også: Guide: 007 agent-løjer i London

Men efter en varm sommer blev parlamentet nødt til at flygte fra parlamentsbygningen på grund af stanken fra floden. Så Sir Joseph Bazalgette, chefingeniør i London’s Metropolitan Board of Works (datidens bygge- og anlægsafdeling, red.) blev sat til at stå for kloakering af byen, og endnu engang havde Themsen dikteret Londons historie. 

Flodbyer er opstået langs floden, er udviklet langs floden, og nogle dør med floden. 

Sådan er det ikke med London. Den britiske hovedstad blev ganske vist grundlagt på flodens præmisser – den ligger der, hvor romerne for omtrent 2.000 år siden akkurat magtede at bygge en bro over den. Og siden er den vokset støt, næret af sin strategiske placering.

Det var Themsen, vikingerne sejlede op ad for at plyndre London, og 900 år efter var det samme flod, skibe som den berømte clipper Cutty Sark sejlede op ad for at levere de første sække af årets kinesiske te-høst til byens borgerskab.

Det var floden, der bragte verden til London, men det var i lige så høj grad floden, der bandt byen sammen. I middelalderen var området omkring parlamentet adskilt fra området, hvor City ligger i dag. Det lavtliggende moseområde mellem de to kunne tage timevis at passere i en tung studetrukken vogn, hvorfor floden blev et vigtigt alternativ. 

I dag har London løsrevet sin udvikling fra flodens, omend byen først tog sine første skridt ud af Themsens skygge med lukningen af de store dokområder i årene efter Anden Verdenskrig.

Områder som Canary Wharf, der nu er omdannet til en miniudgave af Manhattan med en af Europas højeste bygninger, One Canada Square, som højtravende pejlemærke. 

Men floden ligger, hvor floden har ligget de sidste mange tusinde år. 

Vi har taget en tur op ad Themsen og har fundet otte ting, man skal se for at blive klogere på floden. Og dermed på London. 


HMS BELFAST
Skibet er en let Royal Navy-krydser, der ligger permanent for anker i Themsen. Det blev søsat lige før Anden Verdenskrig og deltog under krigen i alt – fra konvojeskorte gennem Ishavet til Sovjetunionen til landgangen i Normandiet i 1944.
Skibet giver et fantastisk indblik i livet i Royal Navy under Anden Verdenskrig og et billede af den institution, der holdt England og London ubesat af tyskerne, indtil amerikanerne gik ind i krigen og vendte krigslykken til de allieredes fordel. 

Putney Bridge til Chiswick Bridge
Det er akkurat 6.779 meter mellem de to broer – hvis man holder sig til midten af floden. Og hvert år siden 1856 har de to verdensberømte universiteter Cambridge og Oxford udfordret hinanden på den distance i ottemands robåde.
I dag fører Cambridge med 81 sejre mod Oxfords 77. Med en uafgjort i 1877. Det er ikke så meget løbet som stemningen på denne del af floden, der er helt anderledes end inde i London centrum.
Det er derfor også værd at finde herud på en af de 364 dage om året, hvor de to universiteter ikke kæmper om håne­retten. Der er en anden landsbyidyl, og man får et kig ind i forstadslondon. Men på en hyggelig og romantisk facon. Gå fra Putney Bridge langs med Thames Path. Eller find en pub med flodudsigt, bestil en øl og nyd flodens rolige tempo langt fra byens fart og larm. 

Te på The Savoy
Hotellet The Savoy repræsenterer cremen af britisk overklassedekadence. En overflod, der blev finansieret af de varer, Londons købmænd bragte hjem til byen via Themsen. Og hvis ikke man har lyst til at bruge de små 5.000 kr., en overnatning på et af de billigste værelser koster, er et besøg i hotellets tebutik en oplevelse i sig selv.
Både fordi det blandt andet var tehandel, der gjorde købmændede så afsindigt velhavende, og fordi butikken – der ligger i den øverste foyer ud til Themsen, er udført og udsmykket som i begyndelsen af 1900-tallet.
Det er den såkaldte edwardianske periode, der betegner tiden fra Dronning Victorias død i 1901 til udbruddet af Første Verdenskrig. Det var dengang, det britiske imperium var på sit højeste, og den selvtillid kommer til udtryk i indretningen. Foto: Paul Hackett/Reuters 

City Hall
Londons rådhus ligger helt ud til Themsen, og ligner mest af alt en bygning ramt af kronisk sidevind.
Det blev opført i 2002, og det er herfra, den karismatiske konservative borgmester Boris Johnson styrer millionbyen.
Der er gratis adgang, og i bygningen er der forskellige udstillinger om London og dens indbyggere.
Bygningen byder desuden på en fantastisk udsigt til både Tower Bridge og Tower of London og til finansdistriktet City of London, der i dag er storbyens økonomiske motor. 

Shakespeare’s Globe
Teatret er opført, som det sandsynligvis så ud på Shakespeares tid, og i dag genopføres den engelske nationaldigters stykker hvert år på det lille teater ud til Themsen.
Det ligger ikke langt fra, hvor det oprindelige teater lå fra 1599-1644. Besøg det og få et indblik i Shakespeare, og dermed et kig ind i den engelske kulturelle folkesjæl.
Man kan både besøge teatret for at se et skuespil og for at få en rundtur. Billetter til en rundtur koster ca. 120 kr.  

Tower Bridge
Broen, der om noget kendetegner London.
Historien om dens spøjse konstruktion går tilbage til 1800-tallet, hvor bystyret heftigt diskuterede en ny bro over floden for at lette på trafikken over London Bridge.
Handelsfolkene var imod en bro længere ude af Themsen, da det ville betyde enden for sejlskibenes adgang til centrum. Bystyret insisterede, og kompromisset blev den nye bro, hvor vejbanen kunne hæves via dampkraft.
Besøg Tower Bridge Exhibition og få hele broens historie og nyd udsigten fra toppen. Det koster ca. 80 kr. 

Greenwich
I Greenwich Park ligger Royal Observatory, og her går Greenwich Mean Time-linjen, der er udgangspunktet for klodens tidszoner, lige igennem. Men det er nede ved floden, at Greenwich illustrerer Themsens betydning for London.
Her ligger sørfartsmuseet Nationale Maritime Museum og fortæller historien om, hvordan Storbritannien fra London erobrede verdenshavene.
Her finder vi det berømte Nelson-citat, som viceadmiralen afleverede efter Slaget på Reden ud for København i 1801. Et citat, der løst oversat lyder: »Hvis franskmændene kæmpede og sejlede ligesom danskerne, så ville vi være alvorligt på den!« 

Nede ved floden ligger også skibet Cutty Sark, der blev bygget til at bringe den værdifulde kinesiske te fra Shanghai til London så hurtigt som overhovedet muligt. Dets rekord på turen fra London til Shanghai og retur lyder på 117 dage på et togt i 1872, og dens historie illustrerer på mange måder briternes umættelige appetit på te. 

Flodcruise fra Westminster til Greenwich
I virkeligheden skal floden ses fra floden. Og intet slår et flodcruise.
Her sejler man fra Parlamentet i Westminster i vest til Greenwich i øst. En tur koster ca. 80 kroner. Og udover at man får set floden, er de som oftest pensionerede søfolk, der guider turene, hysterisk underholdende.
De har ærmerne stoppet med sjove anekdoter fra livet langs floden. F.eks. historien om hvordan den daværende London Bridge blev solgt til en amerikansk millionær tilbage i 1968. Han blev noget skuffet, da han modtog sin bro. Han troede nemlig, at det var den markant mere imponerende Tower Bridge, han havde købt. Om historien er sand, er nok tvivlsomt, men underholdende, det er den. Og den gamle London Bridge står i øvrigt den dag i dag og krydser en stor kanal i Arizona.

Læs også: 20 gratis oplevelser i London