75-årige Thor Nørgaard valgte tilbage i 1999 at male sit hus på Parkvej 31 i Sandved ved Næstved i en ultramarineblå farve, men den beslutning har siden vist sig at volde pensionisten mange problemer.

Ultramarineblå er nemlig ifølge lokalplanreglerne ikke en godkendt farve, og derfor klagede flere naboer til Næstved Kommune over Thor Nørgaards farvevalg. Klager, der nu syv år efter har medført, at han risikerer 14 dage bag tremmer.

Det skriver Sjællandske mandag.

Thor Nørgaard fik først et brev fra kommunen, hvor han blev bedt om at male sit hus i en af de godkendte farver, men det nægtede den 75-årige pensionist. Han fortæller til Sjællanske, at han ikke vidste, det ikke var i orden at male huset i den blå farve, og at han nu hverken kan eller har råd til at male om.

Efter længere tids konflikt blev han i 2014 ved Retten i Næstved dømt til at betale en bøde på 2500 kroner, ligesom han fik påbud om at male sit hus i en godkendt farve inden tre måneder.

Men Thor Nørgaard nægtede at bøje sig og ankede byrettens dom til Østre Landsret, som i december 2014 stadfæstede byrettens dom og skærpede, at hvis huset ikke blev malet inden marts 2015, så ville Thor Nørgaard blive straffet med en bøde på 2500 kroner for hver måned, huset ikke var malet.

Trods landsrettens dom har 75-årige Thor Nørgaard fortsat nægtet at male sit hus - ligesom han heller ikke har betalt bøderne - der nu er nået op på 30.000 kroner i alt. I slutningen af marts fik Thor Nørgaard noget nær et ultimatium, da han modtog et brev fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som skrev: 'Retten agter at fastsætte denne forvandlingsstraf til hæfte i 14 dage.'

Det betyder, at hvis Thor Nørgaard ikke betaler sine bøder, så skal han i fængsel i 14 dage.

Brevet ændrer dog ikke noget for den 75-årige pensionist, som har tænkt sig at føre sagen hele vejen.

»Jeg tænkte, det er sgu da løgn. Jeg kan af gode grunde hverken male mit hus eller betale bøden. Det har jeg ikke råd til. Derfor er jeg nødt til at køre den hele vejen,« siger 75-årige Thor Nørgaard til Sjællandske.

Da han i 1999 købte huset på Parkvej, malede han det i en solgul farve, som heller ikke var tilladt i lokalplanreglerne. Dengang blev der dog ingen ballade ud af sagen, da ingen naboer klagede. Det var først, da den blå farve kom på banen, at problemerne opstod.

Thor Nørgaard har forsøgt at få dispensation fra reglerne, men det er ikke lykkedes ham. Han ansøgte herefter om at få lov til at male huset grønt, men det gav Næstved Kommune i første omgang ikke lov til. Siden ændrede man dog mening og gav Thor Nørgaard lov til at male i den grønne farve, og de skiftende meldinger gør, at den 75-årige pensionist mener, at sagen bør frafalde helt.

Næstved Kommune havde dog håbet, at Thor Nørgaard havde været tilfreds med den grønne farve.

»Det er en sag, jeg troede var overstået. Sagen gik jo i orden, da han fik godkendt at male i grøn umbra. Det har jeg nok forstået på ham, at han ville,« forklarer Stig Håkansson fra Næstved Kommune til Sjællandske.

Thor Nørgaard overvejer nu, om han skal sælge sit hus for at komme ud af problemet med kommunen og naboer.