Møbelfabrikken Tvilum-Scanbirk har sendt alle medarbejderne hjem. Fabrikken har over 700 medarbejdere og har afdelinger i Fårvang og Kjellerup, nord for Silkeborg.

Det skriver DR Østjylland.

Den er i dyb krise, og medarbejderne har fået at vide, de skal møde til informationsmøde mandag formiddag.

Formand for 3F Silkeborg Jens Svenningsen organiserer størstedelen af de ansatte.

Er du en af de berørte, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook

- Ledelsen vil bruge weekenden til at finde en anden konstruktion, der kan bære videre, siger han.

Tillidsmand Frank Andersen fortæller, at beskeden kom som et chok for mange.

- Det rammer rigtig, rigtig mange familier. En siger til mig, at hold kæft jeg har lige købt hus i sidste uge. Ja, altså det er virkelig dårligt, siger han til DR Østjylland.

De seneste seks år har Tvilum tabt store beløb. Den er ejet af Revolution Capital Group og fik ny direktør i november, hvor den hidtidige blev fyret.

Virksomheden er ikke under konkurs.

Tvilum producerer et bredt sortiment af møbler, som ofte er samle-selv-møbler.