Da Østjyllands Politi i går anholdt og sigtede to mænd på hhv. 18 og 28 år for at have stjålet 2,5 millioner kroner, kunne 70-årige BL endelig ånde lettet op. Det var nemlig hans penge, de to mænd på uretsmæssig vis havde fået fingrene i.

Men selvom gerningsmændene nu er bag tremmer, er offeret stadig dybt påvirket af den traumatiserende oplevelse.

- Jeg har det ad helvede til for at sige det rent ud. Jeg er ved at få et nervesammenbrud, siger BL.

Hans stemme er flere gange ved at knække over, da han begynder at fortælle om tyveriet af de mange millioner, der fandt sted for en måneds tid siden. Da det fandt sted, var han indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov, hvor en af de sigtede, den 28-årige SOSU-assistent AF, var hans kontaktperson.

- En uge før jeg skulle udskrives insisterede han på, at jeg skulle hjem og have noget tøj i min lejlighed. Så vi tog en taxa derhen, fortæller BL.

Hjemme i lejligheden fik han hurtigt en fornemmelse af, at noget var helt galt.

- Da jeg kommer ind, bemærker jeg, at der ligger noget pap fra en æske på gulvet, og det plejer der ikke at gøre. Så jeg går ud i køkkenet, hvor jeg havde pengene opbevaret i to kufferter, en i stål og en i læder. Da jeg kiggede ind i det skab, hvor de plejede at stå ovenpå hinanden, var de væk, fortæller han chokeret.

Kontaktpersonen hjalp BL med at anmelde tyveriet. Derfor havde han ingen mistanke om, at AF selv havde stjålet millionerne.

- Jeg opfattede ham i og for sig som alle de andre medarbejdere derude. Der var ikke noget anderledes ved ham, så jeg havde slet ikke på fornemmelsen, at det her kunne ske. Så jeg har det ikke ret godt med det hele, siger han.

Den 70-årige mand ønsker ikke at snakke om, hvorfor han havde så mange kontanter liggende i sin lejlighed. Ifølge politiet er han kommet til pengene på ærlig og redelig vis.