7-årig levede med 4 arme og 4 ben
En operation har befriet en syv-årig indisk dreng fra sin døde tvilling. Den lille stakkel blev mobbet ud af skolen, fordi han havde et sæt arme og ben voksende ud af maven.
En operation har befriet en syv-årig indisk dreng fra sin døde tvilling. Den lille stakkel blev mobbet ud af skolen, fordi han havde et sæt arme og ben voksende ud af maven.
Det er en af den slags historier, der er med til at sætte almindelige dagligdagsproblemer i perspektiv. Ja, faktisk forsvinder de fuldstændig, så snart øjnene stopper brat op ved synet af syv-årige Deepak Paswan.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er han vokset op i et af de mest tilbagestående områder i Indien. Familien er fattig, bor i en fattig landsby og lever af faderens tarvelige løn som bygningsarbejder.
For syv år siden smilede lykken alligevel til Deepaks forældre. Moderen fødte parret en dreng. Men da forældrene så ham, vidste de også, at netop deres dreng var noget helt for sig selv.
Deepak Paswan var som sådan sund og rask. Med to ekstra ben og to ekstra - delvist udviklede - arme var den han dog ikke som nogen andre. Ikke mindst fordi de ekstra lemmer voksede fra drengens mave.
Læger slog fast, at der var tale om en død tvilling. Folk i familiens landsby var ikke så sikre.
Historien om den nyfødte særling spredte sig hurtigt til de omkransende landsbyer, og i tiden efter fik familien oftere og oftere besøg. Hinduistiske pilgrimme søgte mod familiens hjem med ønsket om at se Deepak. Ikke for at pege fingre. Ikke for at grine hånligt. For at tilbede.
Som guden Vishnu, der ofte ses afbilledet med mere end fire lemmer, forekom Deepak Paswan som noget der var fra himlen sendt. Noget overjordisk.
Deepaks forældre var bekymrede. For det første var det ubehageligt med den utidige virak omkring deres søn. For det andet begyndte verden at vise Deepak et grimt ansigt. Mest markant blev det, da Deepak Paswan startede i skole. Selvom han iførte sig store, luftige klæder, for at sløre sine udvækster, var mobberiet var voldsomt. Deepak blev hevet ud og familien råbte op:
- Hjælp vores dreng, lød appellen fra forældrene, som ønskede at lægerne skulle befri sønnen fra de ekstra lemmer.
Deres bønner blev hørt. På et hospital i den sydindiske by Bangalore konfererede 15 læger om, hvordan et indgreb kunne gribes an. De diskuterede de mulige farer ved en operation og holdt dem op mod det nye liv, som et vellykket indgreb kunne velsigne Deepak med. De talte om komplikationer. Om den lille drengs tarme, der risikerede at stå af. Og de talte om betaling.
Til sidst gav de håndslag og hospitalets ledelse kunne meddele, at man var villig til at ofre operationsomkostningerne, så Deepak Paswan kunne komme til at se ud som andre syv-årige drenge.
30. maj blev Deepak så lagt på operationsbordet på Fortis Hospital.
- Mine drømme er gået i opfyldelse, sagde Deepaks glædesstrålende far, da indgrebet var veloverstået, inden han lod hospitalets chefkirurg, Ramcharan Thiagrajan, tilføje:
- På grund af al den hån, Deepak har været udsat for, har han været meget rastløs og nervøs. Men nu, efter den vellykkede operation, kan han begynde at leve et normalt liv.