Søndag morgen klokken syv blev en 69-årig vagt fundet bevidstløs og hårdt kvæstet på en byggeplads.
Manden er opsynsmand på firmaet Bestsellers byggeplads på Moltrup Landevej 201 i Haderslev, og han er angiveligt faldet 2,5 meter ned på et betonunderlag.
Det var vagtmandens afløser, der tidligt søndag morgen fandt ham bevidstløs. Kort efter døde den 69-årige af sine kvæstelser, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politi og Arbejdstilsynet er ved at undersøge forholdene på stedet. De skal forsøge at kortlægge, hvad der gik forud for mandens fald.
Del: